07 feb Raw Muscular Power udgør Death By Unga Bungas mest rå, sorgløse, og satiriske album til dato.
Raw Muscular Power formår, somehow, samtidigt at kunne nydes
sonisk som ti forskellige up-beat garage rock numre, konceptuelt som en
satirisk maskulinitetstragedie, som slutter godt i sidste ende.
5/6 stjerner
Norges helt egne rockstjerner Death by Unga Bunga spiller ikke bare rock – de spiller rock and roll. På
deres to første album, Juvenile Jungle (2010), og The Kids Are Up to No Good
(2012), introducerede de os til deres moderne, garage rock-infunderede
genfortolkning af klassisk 60’er rock and roll. De er ligeligt inspirerede af Link Wrays
proto-surf rock, The Beach Boys orgel-gennemblødte power-pop sensibiliteter, og
intensiteten af tidlig psykedelika a la Vanilla Fudge, og 13th Floor Elevators. Når man
sammenligner dette med den hæsblæsende power-punk på deres seneste, syvende
album, Raw Muscular Power, er det tydeligt, at der et eller andet sted hen ad vejen
er sket en ændring i deres tilgang til sangskrivning og orkestrering – less is more,
fast is good, powerchords are king, let’s have fun.
Mens det klassiske rock and roll DNA stadig kan spores, har de udviklet sig i en retning, som bedst kan
sammenlignes med samtidige Fidlars surf-punk, eller Bass Drum of Deaths’ blown-out
garage bangers; og jeg er kæmpe fan.
Selvom sangene er blevet simplificeret, er den tematiske dybde intakt. Albummet
forstås bedst i forlængelse af deres sidste album, Heavy Male Insecurity (2021).
Som titlen afslører, kredsede albummet omkring patriarkatets smuldrende facade, og
udgjorde en selvransagende undersøgelse af de paradokser, der affødes når mænd
ikke lever op til de betydninger, og forventninger til den maskulinitet, som de har
internaliseret. Raw Muscular Power fortsætter i dette spor, dog med satiren,
stupiditeten og voldsomheden skruet op til 11, igennem kanaliseringen af deres
indre, usikre himbos (sammentrækning af him og bimbo). Therapy synges fra
perspektivet af en mand som naturligvis er for mentalt robust til at behøve nogen
form for terapi, titeltracket fra en kontorarbejder der, uden en snert af ironi, fantaserer
om et fysisk krævende arbejde med hammer og segl i marken, og I’m Really Old fra
en gut der beskriver sin krop i forhastet forfald, trods han kun er i 30’erne.
Albummet er samtidig en refleksion af den fundamentale eksistentielle angst, som
der udspringer af at bo på en døende planet, som på Trembling, og den resulterende
søgen efter mening og livsglæde i det mondæne og banale, som på The Recipe; en
sang, der omhandler glæden ved madlavning og den lille, funklende michelinstjerne
der blinker i øjnene på os alle. At finde mening i det mondæne er på sin vis
“løsningen” på hele opgøret med den maskuline identitetskrise og eksistentielle
angst, og moralen til den fabel som DBUB udpensler over deres to seneste albums –
en inversion af opgivet nihilisme, via bekymringsfri absurditet, hvor anerkendelsen
af, at intet betyder noget og alting er alligevel er fucked, frigør én til at tillægge værdi
til de små ting, som man personligt finder meningsfuldt, såsom hobbyer og
venskaber. Albummets konkluderende track, den overraskende røvsparkende Ring
meg hvis du trenger en venn, understreger hvor vigtige relationer hvor vi kan være
sårbare og ærlige er for at leve et sundt og fyldestgørende liv. Som den eneste
norsksprogede sang i deres diskografi, er man ikke i tvivl om nummerets personlige
signifikans for bandet.
Det er en bedrift, at DBUB formår at levere noget man kunne vove at kalde et
koncept-album i så upåfaldende en indpakning. På overfladen har vi 10 tracks
feelgood surf-punk i dur, soundtracket på roadtrippet til stranden med vennerne –
tracks som dog nærer en dyb fortvivlelse, hvis man kradser lidt i lakken. Samtidig
afforder det bandet en unik artistisk identitet, der differentierer dem fra
mangfoldigheden af bands med et lignende sonisk udtryk. Det er snedigt, uforventet
og uendeligt charmerende. Så længe at bandets begyndende midlife crisis
kanaliseres imod mere lignende musik, så håber jeg at den aldrig helt går over.
Kort Fortalt: Death By Unga Bunga leverer et album, der fungerer både som energisk garage rock og som en satirisk udforskning af maskulinitet, alt imens de formår at afslutte fortællingen på en positiv note, og viser hvordan at man nok skal klare at blive 30, så længe man har rokc’n’roll med sig.
