14 feb Glæde og punk i en ellers uset symfoni som får dine kinder til at gøre ondt af smil

Foto: fravn_photography

Når Pom Poko går på scenen, føles det helt rigtigt, at man står lige der. Temposkiftene er høje, musikken er hård, og grinene gør ondt – på den gode måde.

6/6

Februarvinden bed hårdt i kinderne, da folk stimlede sig sammen foran VoxHall i Aarhus. Det hele gjorde lidt ondt efter en hård og mørk januar, som strakte sig ind i februar. Der var derfor en glædesfyldt spænding i det halvfyldte lokale, da hjemstavnsbandet Dork gik på som opvarmning.
Personen bag Dork, Lærke Simoni, er det nye skud på den danske rockscene – og hun er ved at sætte sine spor, bl.a. med en debut, som røg direkte ind på P6 Beat’s rotation. Publikummet var derfor varmet godt op til det næste, som skulle ske – Pom Poko.

Jeg vil gerne slå fast allerede nu – det var Ragnhild, som bar Pom Pokos show. Hun er den, der gør bandet til noget af det bedste, der er kommet ud af Norge den seneste tid.

Når bandets musik fosser ud af dine højttalere, vil du opleve en mur af postpunk. Hurtige skift, løbende trommer, men samtidig en melodi som er dansefremkaldende og forståelig. Det lægger sig som et tog, der skubber dig fremad mod en destination. Ragnhilds lyse sopran kræver din opmærksomhed med tydelig udtale af ordene og begejstring.

Pom Pokos musik er nemlig glad – en musikalsk lykkepille med budskab, der hamrer ind i sjælen. Bandet udkom med deres tredje album sidste sommer, Champion, hvilket de også havde taget under armen. Et godt stykke inde i koncerten spillede de sangen My Family, som fik hele salen til at eksplodere. En hymne til kønnets evige omskiftelighed, for er Ragnhild vores mor eller far?

Hun førte i hvert fald publikummet gennem koncerten med sine hænder, som sang musikken ligesom en dirigent. Hun smilede på en måde, som viste en sand lykke over at være her lige nu – sammen med os. Endelig virkede det som om, at flosklen smil smitter er rigtig – i hvert fald hvis Pom Poko gør det.

Scenen blev fyldt ud med hendes dansende krop, når der var instrumentale udskejelser. Bandet var tight – i en symbiose, som de fleste kærestepar kunne misunde. Når den lyse vokal stoppede, fortsatte de ud i en instrumental rejse, som krævede, at din krop og sind var i bevægelse. Guitarerne skar ind i dit hjerte samtidig med, at bassen buldrede. Trommerne tvang dig til at kaste benene rundt. En fascination spredte sig i mig. De ramte stoppet, starten, tonen præcist – hver gang. Lige der, hvor du troede, at du vidste, hvor du var på vej hen med bandet som førertrop, hev de dig et nyt sted hen.

Pom Poko er ikke bange for at blive inspireret af jazzens temposkift eller tyggegummipoppens glæde. De vil bare gerne fremad.

Jeg havde ondt i kinderne, da jeg forlod VoxHall og krammede min koncertmakker så hårdt, jeg kunne. Jeg var nemlig lykkelig på Pom Poko. Jeg ville ønske, at det kunne udskrives – i hvert fald her de sidste par vinteruger.

Kort fortalt: Næste gang du er trist, og livet føles lidt langtrukkent, skal du lede efter den næste Pom Poko-koncert. Glæden vil overtage din krop, og du vil danse, indtil dine gamle ben knækker sammen