07 feb Carl Knast udkommer med sit nye album Crowdpleaser, og ironisk nok er det lige hvad vi havde brug for. Carl Knast leverer den perfekte mellemvej mellem absurditet og seriøsitet.

Foto: Carl Knast Crowdpleaser // Jesper Skovbølling

Carl Knast har en udsøgt humor, og forstår sig både på meme kultur, og vittige dobbelt entrantres, han har et karismatisk glimt i øjet der hele tiden holder fast i lytternes opmærksomhed. Men på trods af at en stor del af hans virke kan fremstå morsomt, så er han sandelig ikke for sjov.

5/6 stjerner

Carl Knast er en af de danske rappere som har gjort sig særligt bemærket over den sidste årrække, og har siden 2020 placeret sig solidt i det danske rap/hiphoplandskab. Han er endelig klar med et nyt album, som tilsyneladende er hans største og mest ambitiøse projekt til dato. Gennem årene har han opbygget sig en stærk fanbase, og det er kun på tide at han leverer os et fuldt længde studiealbum. Det er tydeligt gennem hele projektet, at Carl har haft noget på hjerte, og hans store kunstneriske agens og ambition har i lang tid kaldt på muligheden, for at projektere et album, og endelig kom det! Det sidste mellemstore udspil fra den unge rapper var EP’en Opus, som for fans var et afgørende øjeblik, og markerede at Carl Knast var en mand af ambition.

Den nye plade kalder på at blive hørt i sin helhed, og det fortjener den virkelig. I begyndelsen kan den godt virker overgjort og måske endda for karikeret, med intro tracket Umchi Umchi hvor Carl Knast ligger op ti en hiphop smadder og tramperfest, med lyden af en klassisk omgang drengelarm. Det bliver nærmest lidt ”Scaring The Hoes” agtigt, med et internt blik i øjet. Carl Knast’s musik bærer mange lag, og det yderste er en hård og ironisk facade, som virker som skjold, for den skrøbelighed der findes i dybderne af hans musik.

Han kalder selv denne plade ”Crowdpleaser” på trods af at albummet aldrig nogensinde fremstår som kommerciel, eller udsælgende. Tværtimod føles det som om pladens eneste kompromiser, er det valg som Knast selv har truffet på albummet, og at han i virkeligheden har lavet hans eget værk, uden at tage alt for meget højde for publikum. Det er også af samme grund, at når pladen er færdigafspillet, er det eneste vi ønsker er et dybere indblik i hovedet på Carl, og finde ud af hvem han er inde bag denne hårde hiphop facade. Heldigvis er det ikke kun ironi – og rap attitude der dominerer denne plade. Crowdpleaser er på mange måder også et indblik i det unge sind, som tilhører et menneske der lader til at have befundet sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, som nu er klar til at træde ud af mørket

Musikken lyder samtidigt som den fornemmelse du får i kroppen efter at have drukket dig fuld, røget dig skæv, og smidt to stykker snus i overmunden (selvfølgelig med god mavefornemmelse og uden at kaste op). På den måde giver Knast’s lyd indtrykket af løsrivelse og bedøvelse, i en blandet rus af kryptisk hiphop poesi, og kreativt sammenskruede beats, sammensat af dybe trommer, og dansevenlige analoge samples. Han er legende og kunstnerisk, og selvom det hele kan virke en smule umiddelbart, så er jeg slet ikke i tvivl om at alting har sin retmæssige plads, i Carl Knast’s farverige univers.

Carl Knast er en charmerende excentriker, gennem hans distinkte og legesyge take på moderne hiphop, og selvom hans musik er et selvopslugende indblik i hans kaotiske og rusfyldte verden, så er der heldigvis plads til venner i hans vanvittige trip. Gæstelisten på Crowdpleaser minder nemlig på spækket til randen, og flere gange står man tilbage som lytter med tanken: ”hvordan filan er de her mennesker kommet i kontakt med hinanden”. Her er der både gæstefeatures fra Blæs Bukki, Peter Sommer, Klamfyr, og tilmed et venligt telefonopkald fra selveste Jokeren.  Altså, jeg er garanteret ikke den eneste der er overrasket over at ’Knast har scoret et Peter Sommer Feature. Det er selvfølgelig meget hyggeligt med alle disse store flotte og berømte gæster, men det er ikke altid at de kan leve op til Carl Knast, når han er på egen hjemmebane. Han klinger simpelthen bare altid bedst, på de tracks han deler med hans jævnaldrene, og der er sød musik og lækker kemi når mindre stjerner som Nøx, og Speedy dukker op.

De fleste store features er kun med for et øjeblik, og de fleste af dem blegner i Knast’s tilstedeværelse. Carl knast opererer på hans egen planet, og det virker til at det somme tider kan være svær for hans ældre kollegaer at indstille sig på den forvrængede frekvens som han arbejder på. Det er dog stadigvæk en fryd, og et privilegie at se ham samarbejde med nogle af de største stjerner fra de sidste 20 år. Særligt er det uendeligt stimulerende at se ham op imod Danmarks ukronede liderbuks; Klamfyr, på pladens vådeste og mest liderlige nummer; Libido. Der er dog en ny liderbuks i byen, og hans efternavn er Knast, og hans fornavn er Carl. Han får cementeret sig selv som rappens potentielle nye sexikon, og efterlader Klamfyr i skyggen som gammel gris. Det er heldigvis en fornøjelse at være vidne til! Og deres klamme kemi klæder hinanden, og det er så tilfredsstillende at se hvordan den danske rap liderlighed overgår fra en stjerne, og videre til en anden

Knast’s humor og distinkte sangskrivning mødes på talentfuld og veludført vis på tracket ”løbetid” hvor han med den ene punchline efter den anden endnu engang får genoplivet den gamle hiphop tradition hvor mennesket sammenlignes med hunden. Som en legesyg køter rapper han om hvordan han vil sniffe folk i røven, rulle postbud, og lege med ”pinde”. morsomt er det, og en banger er det ovenikøbet også. Carl Knast er dog meget mere end bare fis og ballade, og ”Crowdpleaser” er det projekt hvor vi endelig får lov til at komme ind under huden på den tankefulde poet. Pladen er også et indblik i en ung mands forstyrrede og kaotiske verden. Han fortæller alvorligt og poetisk om hans rejser for at besøge venner i Ukraine, en farlig ungdom fyldt med afbrudte venskaber og farlige omgivelser, og han vælger også at dele ud omkring hans forliste romancer. Det kan hurtigt lyde som en forvirrende blanding, når de støre alvorlige følelser møder humor og ironien, men det er i denne blanding, at vi får lov til at se de nuancer som Carl Knast indeholder, og det er dem der gør ham så fantastisk menneskelig. Der er i kontaktfladen mellem lyset og mørket at essensen af Carl Knast eksisterer, og det er i denne dikitomi at pladen får lov til at udfolde sig på kunstnerisk vis. Han er kæk uden at være arrogant, og følsom uden at være navlepillende, og det er sådan en rapper Danmark har brug for.

Kort fortalt: Carl knast levere endelig det excentriske og veludførte friske pust af et hiphop opus, som både genren og fans har haft brug for. Han får vidst os flere nuancer og potentialer end nogensinde, med en energi der signalere at han først lige er begyndt,