01 jul ROSKILDE FESTIVAL 2024: Helena Gao leverede en sand popstjerne energi med jysk charme
Foto: Helena Gao // Simon Zahrten
Hvor: EOS-scenen, Roskilde festival
Dato: den 1. juni, 2024
Helena Gao er efterhånden blevet et fænomen, som man ikke må misse. Det er en sammenfletning af ekstrem musikalsk kunnen pakket ind i spiselige lydlandskaber, som genremæssigt spænder sig fra rocket 90’er energi til rungende hyper-pop. Dette blev publikummet ligeledes præsenteret for denne aften gennem velkoreograferede moves.
4/6 Stjerner
Med en dragende start møder vi Helena Gao, der fra første dansetrin af formår at bjergtage publikum med elektroniske toner, som dog allerede fra starten trak publikum en smule på afveje i forhold til hvilken koncert, de var mødt op til. Dette så man i settets andet og tredje nummer, som rækker udover, hvad man nok primært associerer med Helena Gao. Dette var to numre, som jeg hørte flere vakte minder til en tidlig Green Day æstetik, hvor tunge powerakkorder og trommeslag flød sammen med en rocket vokal, der overraskede de fremmødte deltagere – og ligeledes til dels bragte stemningen et andet sted hen end hvad resten af koncerten lagde op til, som primært blev båret frem af tunge elektroniske klangflader og dynamisk vokalfraseringer.
Gang på gang imponerede Gao dog med sit vilde vokalregister og stage present, hvor man sporede en autentisk selvtillid. En selvtillid der var berettiget og supplerede Gaos måde at bevæge sig rundt på scenen i skarpt koreograferede dansetrin, der stod i kontrast til det statiske band i baggrunden. Det var tydeligt at mærke, at Helena Gao var hovedpersonen i fortællingen, og vi blot blev sidekaraktere. Der var en organisk nærhed i leveringen af numrene, hvor hele udtrykket understøttede en gennemført stil, som trak publikummet med sig. Udtrykket kunne tendere mod en karikeret popstjerneenergi, som meget let kunne være faldet til jorden, men som blev grebet med en skarp professionalisme af den up-coming musiker.
Et nummer der lavede et af de største energiudladninger blandt publikum var Gaos sidste nummer, der nostalgisk omhandler, hvordan man betragter en “self-made superstar from afar”, og beundrer dem. En sang, der starter med en æterisk vokallevering, trukket i lyse langdragende toner for at blive erstattet af, hvad man bedst kan kalde eurodance tonaliteter, der eksplicit byder op til dans. En sand banger, som helt klart var en publikumsfavorit.
Selvom Gao udstrålede som en professionel hyper-pop dronning, var der alligevel en forfriskende sprække i lakken, som hun viste kortvarigt mellem numrene, hvor halvakavede interaktioner med publikum blot tilføjede endnu mere charme til hende som person og musikalske kunnen.
