01 jul ROSKILDE 2024: Sandra Hussein forvandlede Eos til en danseklub
Trods gråt vejr og enkelte tekniske udfordringer formåede Sandra Hussein at skabe en dansefest med sine pop-reggaeton melodier
Foto: Sandra Hussein / Simon Zahrtmann
Venue: Eos-Scenen, Roskilde Festival
6/6 stjerner
Da Sandra Hussein indtog Eos-scenen var det med enkelte tekniske udfordringer, men dette satte ikke en stopper for hende. Hun udstrålede ‘Bad bitch energy’, og folk kom strømmende til som bier til honning, og det var præcis, hvad Sandras stemme var; honning. Hendes vokale evne emmer af overskud, der blev komplimenteret på allerbedste vis, da Isaac Kasule blev inviteret på scenen. Det var mildest talt en fryd for ørene, at høre de to kunstneres stemmer forenes i tostemmige harmonier.
Det var dog ikke den eneste support Sandra Hussein fik glæde af; fra alle sider kunne man høre publikums stemmer synge med på Sandras dansable sange, der i høj grad rummer en form for relaterbarhed på den ene eller den anden måde. Ikke nok med at publikum skrålede med på langt størstedelen af Sandras sange, så var der heller ikke en eneste, i mit synsfelt, der kunne modstå at bevæge hofterne til Sandras sange, der havde karakterer af den danselige reggaeton-genre.
Sandra benyttede desuden sin optræden som mulighed for at vise sin støtte af palæstinenserne, hvilket hun i øvrigt er ‘ind til knoglerne’. Her sang hun, om sin skuffelse over de danske medier og politikeres manglende moral, hvilket publikum tydeligt erklærede sig enig i.
Mandag eftermiddag gik fra at være en grå fornemmelse til en brag af en fest takket være Sandra Hussein.