04 jul ROSKILDE 2024: Man skulle ikke tro, at Orange Scene kunne blive mere orange, men så kom Jungle
Foto: Laura Ionna V
Venue: Orange Scene, Roskilde Festival
Jungle er efterhånden blevet et band på de flestes læber. Deres nattekoncert på Roskilde Festival beviste præcis hvorfor, da de efterlod os i en funky, dansende og nærmest uendelig ekstase.
6/6 stjerner
Der var en hel særlig magi, da de otte siluetter kom ind på scenen til de første toner af ‘Busy Earnin’’ og danesede med hver deres instrument i konstrast til de orange visuals i bagrunden. De visuelle effekter i stærke orange farver var virkelig gennemførte under hele koncerten.
Jungle startede på et llille værelse i London som en duo tilbage i 2013 af Josh Lloyd-Watson og Tom McFarland. Siden da har de samarbejdet med en masse forskellige artister. Og deres ensemble på Orange Scene var enormt imponerende, især med vokalist Lydia Kitto, der virkelig bidrog med fantastiske vokaler under hele koncerten.
Jungle har en hel unik evne til at forbinde historiske musikgenrer med moderne produktioner. De har en lyd, der er næsten umulig at definere. Med ekkoer af 70’ernes soul, disco og funk kombineret med hiphoppens samplingkultur, skabte de den perfekte catchy stemning.
Da de gæstede K.B. Hallen tilbage i november, leverede de en kæmpe dansefest, hvor alle groovede med i højt humør. Og denne koncert var præcis det samme. Publikums responds til koncerten var ikke til at tage fejl af. Det var én stor dansefest, hvor den ene sang tog den anden og gjorde festen endnu vildere.
Min veninde undervejs til mig sagde til mig ‘koncerten her på Roskilde er K.B. Hallen på stereoider’. For hold da op, de havde lige skruet en tand op for vildskaben. Under det ældre nummer ‘The Heat’ indrog de en masse sirener og lyde, hvilket de fortsatte med under flere sange, og det satte en virkelig fed og anderledes elektronisk vibe.
Da ‘Casio’ kom på bad de os om at synge med i kor, men alle var allerede godt i gang med at skråle deres lunger til det fulde. Mere eller mindre hele koncerten var én stor fællessang, da de spillede banger efter banger som med det kæmpe tiktok-hit ‘Back On 74’, ‘Us Against The World’ og ‘Happy Man’ for at nævne nogle få.
Under ‘I’ve Been In Love’ fik vi pludselig fornøjelse af en kæmpe virtuel Channel Tres, som de har lavet nummeret med. Det samme skete under ‘Candle Flame’ med Eric the Architect.
Der var med andre ord mange musikalske højdepunkter hele koncerten igennem. En fængende tværfløjte og en vild guitarsolo stod klart frem. Og blandingen af de både gamle og nyere hits var virkelig helt perfekt. Flere gange undervejs interagerede de med publikum og slyngede et par danske ord ud hist og her.
Jungle sluttede af med ‘Keep Moving’, og det var præcis, hvad vi gjorde, da vi alle dansede væk fra denne meget mindeværdige koncert. Koncerten var virkelig et af de øjeblikke, hvor tiden står stille, og man føler sig som en del af noget større. Nogen ville kalde det for ‘the orange feeling’. Det ville jeg i hvert fald.
Skrevet af Rikke Flamand