03 jul ROSKILDE 2024: Lover’s Skits danske debut på Roskilde Festival var en klar succes
Lover’s Skit leverede en succesfuld liveoplevelse på Roskilde Festival, hvor energien strømmede langt ud over teltets grænser
Foto: Lover’s Skit / Levi Axene
Venue: GAIA-scenen, Roskilde Festival
6/6 stjerner
Når en duo som Lover’s Skit, der allerede har skabt sensationer på tværs af Skandinavien, giver deres første danske koncert på Roskilde Festival, er forventningerne naturligvis høje, og lad mig sige det lige ud; de skuffede ikke. Koncerten fandt sted i Gaia-teltet, der ikke kunne være mere fyldt. Her mødte blandt andet svenske fans mødte talstærkt op iklædt det svenske flags farver, og skabte en international atmosfære.
Fra første sekund formåede Lover’s Skit at kapre publikums opmærksomhed ved at kaste dem ind i en musikalsk tornado, hvor det kantede lydbillede og vokal skabte en medrivende atmosfære. Normalt erfares det, at jo længere væk fra scenen man kommer, jo mindre bliver publikums engagement, men Lover’s Skits koncert beviste, at dette ikke altid er tilfældet. Både indenfor og udenfor det fyldte GAIA-telt dansede publikum med til Lover’s Skits sange, og jeg tror aldrig, at jeg har hørt større bifald efter hver sang på GAIA-scenen.
Duoen skabte en oplevelse, der føles både frisk og nostalgisk på samme tid, og jeg tvivler på det er sidste gang, vi får fornøjelsen af dem her i Danmark.