01 jul ROSKILDE 2024: Deb Foam skabte momental eufori på Gaia, som dog havde potentiale til mere
Foto: Deb Foam // Fathma Fahmi (pressebillede)
Hvor: Gaia-scenen, Roskilde Festival
Hvornår: den 30. Juni, 2024
I et lilla skær tonede skikkelsen af Deb Foam frem for et godt beruset festivalpublikum, som tog imod musikeren med kys-hånd, selvom der var plads til en større performance.
3/6 Stjerner
Det blev til en sløv start for musikeren, hvor elektroniske musikeskapader der gav konnotationer til cyber-trance, forgæves prellede af på publikummet, der ueangeret nikkede med artisten, men som dog fik sit fodfæste gennem koncertens udfoldelse.
Det meste af tiden var musikeren henlagt i et slør af lilla løs, hvor Deb Foam lod de rungende elektroniske beats tale for sig og som var nok for koncertens format. Publikum lod sig overgive momentalt til de intense beats gennem koncerten, der skabte en optimal dansefest på opvarmningsugens første dag, mens deltagerne blev badet i det skiftende lys fra den lukkede scenes lysopsætning. Dog oplevede jeg, at setuppet fremstod ganske monotont i sit udtryk, hvor musikeren sommetider mere agerede som en baggrundsact frem for en hovedperson til en udvidet camp fest.
Til tider blev der dog skabt en klar og autentisk forbindelse mellem publikum og Deb Foams påtrængende elektroniske klangflader, hvor koncertgængerne ekstatisk responderede til artisten med anerkendende hujen og vilde danse moves. Dette opstod især, da musikeren kreerede lydlandskaber, der gav konntationer til de ophidsende beats, som man finder i de O.G: The Prodigy, hvor Deb Foam udvidede dette skema med sit eget unikke særpræg, hvor hun fremførte en form for spoken words til det intense beat. Deb Foam gør det ganske godt, når det lykkedes at forene de højintense melankolske tracks med en intens klublyd, som slår hårdt, når det rammer rigtigt. Det var dog som om, at atmosfæren stadig bar en tæt og uigennemtrængelig karakter – som om der var noget uforløsende gennem performancen, der forblev i størstedelen af koncerten.
Deb Foam skabte en dansefest som på mange måder også facilterede en forsamling, hvor folk gik ind og ud som det passede dem. Nogle deltagere virkede engageret på, hvad der foregik på scenen, mens andre tog koncerten som en udvidet camp-fest, hvor musikken fungerede som et backing track til deres fornøjelse, hvor snak og moshpits udgjorde gulvets fylde. Stemning var højstemt, men det var også et særdeles let crowd at please denne aften. Deb Foam leverede en solid præsentation, men jeg havde håbet på flere af de helt særlige momenter, som musikeren formåede at skabe kortvarigt og som ramte hårdt, når den sad i skabet.
