06 jul Auroras magiske univers trodsede regnen på Roskilde
Foto: Wanda Martin
Venue: Orange Scene, Roskilde Festival
4/6 stjerner
Fredag eftermiddag på Orange Scene blev en smuk oplevelse med Aurora, selvom regnen prøvede at ødelægge festen.
Klokken 16.00 trådte norske Aurora op på scenen, iført en sølv smuk kjole, der glimtede i det grå lys. Hendes himmelstræbende elektroniske pop fyldte luften, men publikum var desværre ikke så talrigt som håbet – regnen havde holdt mange væk. Alligevel var de, der var mødt op, klar til at lade sig forføre af hendes unikke lydunivers.
Aurora har siden sin debut i 2016 med albummet All My Demons Greeting Me As A Friend kombineret drømmende nordiske toner med dybe, psykologiske temaer. Hendes musik er som en rejse gennem både lys og mørke, og denne dualitet var tydelig under hendes optræden. Hendes elektroniske pop har en eklektisk kant, der gør hver sang til en ny oplevelse.
Fra de første toner af hendes nye single “Your Blood” blev vi suget ind i en verden af skrøbelig skønhed. Auroras stemme, både sart og kraftfuld, flød som en klar bjergbæk gennem luften, og hver eneste tone føltes som en kærtegn for sjælen. Publikum stod tæt sammen, fanget i øjeblikket, som om tiden stod stille.
Aurora har en helt særlig energi på scenen. Hun er simpelthen for cute, og hendes nærvær gør hver koncert til noget særligt. Hun prøvede virkelig at skabe en magisk oplevelse, Hun gav, alt hvad hun havde, og hendes indsats var ikke til at tage fejl af, trods hun blev stukket af en bi midt på scenen.
Selvom vejret var imod hende, og publikum var lidt tilbageholdende, formåede Aurora at skabe en stemning, hvor der var plads til både kortspil, mad, dans og hygge undervejs, Hendes musik akkompagnerede de små øjeblikke perfekt, og ingen kunne være i tvivl om hendes talent.
Aurora er med sin eklektiske energi en fantastisk booking til en eftermiddagskoncert. Hun leverede en fed elektronisk popoplevelse, der bevægede og inspirerede langt ud over scenekanten. Publikum gik derfra med en følelse af at have været vidne til noget særligt – en magisk rejse gennem lys og mørke, hvor Auroras stemme var det lysende kompas.