03 jul ANMELDELSE: Nostalgiens kammer er en Pandoras æske

Foto: Opeth // Julia Nikiforova / JN Lightning
Hvor: Amage Bio, København
Dato: den 26. Juni, 2024

Onsdag aften overværede jeg Opeths første koncert på turneen Summer Sojourn, som de afholdt i Amager Bio i København. Dobbeltbetydningen i ordet Sojourn, som både kan tolkes som at bandet opholder sig på det aktuelle spillested på midlertidig basis, og som at de på midlertidig basis genbesøger sit tidligere udtryk, er intentionel. For bandet, som ellers har et exceptionelt godt greb om sine fans, brugte store dele af de ca. 150 minutter de havde på scenen, til at rode rundt i gamle kasser.

3/6 Stjerner

Det var ellers mit indtryk at Opeth havde rykket sig. Sjældent har jeg set et band som så ubesværet ændrer hele sit udtryk over en relativt kort periode – fra at være mestre indenfor nordisk death-metal, gik bandet i 2011 over til en blødere, mere jazzet stil. Der skal lige siges at de har bevaret sin metal-arv; nærmest i hvert nummer, Opeth har udgivet de seneste 13 år, har man, trods genreskiftet, kunne fornemme et bæksort mørke under de legende, durstemte toner. Lige præcis derfor er det umotiveret, og dermed også skuffende, at bandet nu går tilbage til sine death-rødder, i stedet for, at bare lade de sorte diamanter fra Heritage (2011), Pale Communion (2014) og In Caudia Venenum (2019), skinne i sit eget lys.

Den stemning som Opeth vækker, idet de går på scenen, er nærmest kultisk. Publikum råber efter Mikael (Opeths forsanger, som alle åbenbart er på fornavn med), som har det for mig ambivalente øgenavn The Swedish Prince. Det er som om det er Jesus der står foran os. Mellem sangene er Mikael Åkerfeldt i høj grad i stand til at holde publikum i sin hule hånd; han kan, imellem sangene, snakke i op til fem, seks minutter, uden at nogen brokker sig, og spiller hele tiden med sin rolle som stjerne i et af verdens største metalbands. Men, til trods for at det virker, har jeg hele tiden følelsen af, at det hele er netop det: et spil. Misforstå mig ret: Bandet er sindssygt dygtige. Jeg tager mig selv i at tænke, at jeg ikke forstår hvordan Opeth knapt kan fylde Amager Bio, når The Minds of 99 for bare et par dage siden fyldte Parken tre gange. De er så gode. Publikum var ellers halvt sovende da jeg trådte ind i salen, og nu, bare et minut efter at Opeth er gået på scenen, er alle lysvågne.

Det er et tungt nummer, og Opeth er jo trods alt et band hvis eksistensberettigelse hviler på spørgsmålet om, hvad tung musik kan være. Lige præcis derfor, falder hele koncertens motivation til grunde for mig allerede inden der er gået 15 minutter. De første to numre glider umærkeligt over i hinanden. Hhv. “Demon of the fall” fra 1998 og “”Ghost of perdition” fra 2005 – to traditionelt tunge numre med growls og dissonente akkorder. Men en den omgribende progression i bandets stil melder sig hurtigt herefter, nemlig med nummeret “Cusp of eternity” fra 2014. De ni år mellem 2014 og 2005 føles uendelig meget længere end de 7 år mellem 1998 og 2005. “Cusp” har alt det, som de to foregående numre også har, bare at de musikalske elementer har en mere spendende dynamik.

Bredden som en halvt retrospektiv koncert måske ville have haft hos et andet band, erstattes i Opeths tilfælde af, en demonstration af, at bandet har udviklet sig fra smalt til smallere, fra nuanceret til endnu mere nuanceret, og fra tungt til, ja, stadigvæk tungt. Selv om musikken er god, og selv om optrædenen er god, så er det ikke ensbetydende med at settet er godt.
Hvis man nu alligevel skal være rundhåndet og sød, kan man jo sige at det indadvendte fra 90-erne og 00-erne i Opeths nye turné kombineres med det legende og det udadvendte fra de sidste 13 år, og at turneens setliste tydeligt demonstrerer avantgarde-metallens skifte fra death til prog. Man kan også lige nævne, at tiden går umærkeligt forbi: To og en halv time er lang tid, men det føles ikke sådan til Opeths koncert i Amager Bio. Man kan jo også lige nævne at det er komplet ubegribeligt at Opeths musik ikke kan nå et bredere publikum, for den overgår snilt 99% af den gængse rockmusik hvad angår musikalsk kvalitet. Men alligevel er der noget – noget vel at mærke, der ikke er nemt at sætte fingeren på, men som alligevel bliver ved med at undre mig koncerten igennem, men som måske kan afgrænses til, at Opeth i denne omgang nok har taget vand over hovedet med sine gamle sange. Trods alt er hele bandet, undtagen Mikael Åkerfeldt, udskiftet siden gamle dage. Tiderne har ændret sig. Og selv om publikum, der anser bandets forsanger for en gud at være, synger med på de gamle slagere, betyder ikke det, at det er en god idé at sidestille dem med den nye, og trods alt meget bedre, musik, som bandet de sidste 13 år har udgivet.

Man kan også mærke på publikum, at tiden er gået. Der er unge mennesker her, der knapt gik i bleer den gang Opeths fjerde album Still life udkom i 1999. De vågner op til de akustiske partier, og til de funkede, jazzede sange, der udspringer fra Opeths sidste tre albums. Det er dette som er prog-ens fremtid. Men den er underrepresenteret.
Ude på toilettet, efter koncerten er færdig, falder jeg i snak med en ældre mand.
-Jeg kan ikke tro, siger jeg, at de ikke spillede “The Devil’s Orchard”.

Jeg kan ikke huske hvad han svarede; musikken ringede stadig i mine ører. Men jeg kan huske at jeg gik hjem langs Amagerbrogade med en mærkelig, anakronistisk fornemmelse i hele min krop. Det var næsten som om, at alt hvad der er sket med verden de sidste tyve år, blot var drømmespinderi

– Skrevet af Bendik Vasstein Carlsen