Marc Rebillet, Tinderbox 24

TINDERBOX 2024: YouTube-fænomenet Marc Rebillet bragte potent klubstemning til Tinderbox 

Foto: Marc Rebillet // Dagmar Gorica

Det var ingen tvivl. Folk, der havde samlet sig under Pavillion-teltet var kommet for at slippe hæmningerne og fyrre den af. Og det fik de lov til. Da Marc Rebillet gjorde sin entré iført sort tanktop og underbukser fløj et hav af ølkrus til vejrs, alt imens den 35-årgie elektroniske musiker og producer spændte kæben og flashede sine tænder, og slog en vejrmølle. Udspillede øjne, klar til kamp.

4/6 stjerner

Marc Rebillet, aka Loop Daddy, er kendt for sine DJ-sæt, som han på humoristisk vis improviserer on the spot. Og det var lige præcis samme opskrift, han gjorde brug af på Tinderbox’ Pavillon-scene torsdag eftermiddag. Han mærkede stemningen, tog fra den og lavede musik ud af alt, der blev givet til ham. Den energi, han modtog og kom på scenen med, bragte han direkte ind i sit vanvittige festfyrværkeri af et show, der bød på trap, drum n’ bass, dancehall og soul.

Som noget af det første fik han samplet publikums “åhh”, efter at have slået mikrofonen mod et par maracas, der med det samme blev loopet. Det udviklede sig hurtigt til et housebeat krydret med congas, som derefter blev tilsat en god gang røgmaskine. “Light it on fire” blev teksten til noget, der kunne ligne et omkvæd.

Højdepunktet var uden tvivl det øjeblik, hvor Rebillet’s crowdsurfede med mikrofonen i hånden. “Say something”, blev der sagt, og mikrofonen landede tilfældigt hos fodboldfan, der udbrød den vel nok mest sunget frase i disse dage: “4-4-4-4-0”. Den tog han til sig. Tanktoppen blev smidt, og hvad man aldrig havde forestillet sig, kunne blive en klubbasker, blev det.

Det, der burde være dunkle undergrundsmix i en tilrøget kælder, blev til potent fest i festivalsskala. Meget underholdende.

Skrevet af Benjamin Absalonsen

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com