07 jun NORTHSIDE 2024: Forelsket sommerstemning med Troye Sivan
Foto: Troye Sivan // PR (pressebillede)
Prognoser med regn og vind holdt stik, men under hele Troye Sivans fest holdt vejret tørt. Den australske superstjerne spillede på Echo-scenen, som var tætpakket og pulserende. Der skulle heller ikke gå meget mere end to sekunder før festen brød ud, da Sivan træder ind under stor jubel og begynder aftenen med et af hans allerstørste hits “Got Me Started”.
5/6 Stjerner
Troye Sivan er en fænomenal festivalbooking, både grundet sin superstjernestatus, men også for hans show og energi. Folk i alle aldre var stimlet sammen, og der blev hoppet, danset og sunget i aftensolen. På scenen var han akkompangneret af band og dansere, og energien var sexet, og måske var det en smule meget, men i festivalrusens kåde stemning fungerede det godt. Man skal da også være idiot for at brokke sig over en masse smukke mænd i tætsiddende tøj, der danser til nogle gode popslaskere.
Koncerten var præget af en del collab numre, og det er bare en smule fjollet at høre en halv sang til en koncert. Backing tracks fra Ariana Grande og Charli XCX kørte, mens Sivan prøvede at synge med eller dansede opmærksomheden væk. Men alt er tilgivet da giganummeret “One of Your Girls” går i gang, og Sivan træder ind i endnu et kostumeskifte, nu iført et korset. Publikum er ellevilde, og det er forståeligt – der er skruet helt op for liderligheden og energien, og det er nærmest dragende at se Sivan opføre nummeret i en hed danseduet.
Selvom Sivan ikke har et overdrevent stærkt bagkatalog, formåede han at holde publikum fanget, og når hans helt store numre spillede var stemningen ikke til at tage fejl af. Under “Rush” sang alle med, og Sivan snavede med en danser. Der var virkelig god stemning, og Northsides publikum virkede godt tilfreds med at få festivalsæsonen skudt i gang med sådan en omgang.
Sivan var nærværende, og selvom det er et billigt trick, er det charmerende at han takker så mange gange. Aarhus fik ligeså en masse komplimenter, og byen viste sig da også fra sin bedste side, med glade og smukke festivalgængere. “I hope you find the love of your life” siger Sivan på et tidspunkt, og jeg er sikker på at der var en god del af Northsides gæster der fandt den oppe på Echo scenen. Mens Sivan er hastigt videre på hans verdensturné, måtte Northsides gæster drage mod en ny koncert i den gyldne aftensol.
// Skrevet af Martine Clante