14 jun HEARTLAND 2024: Tom Odells koncert var en lunken start på Heartland
Foto: Tom Odell // Dagmar Gorica
Tom Odell åbningskoncert på Greenfield scenen blev med det grå vejr som kulisse desværre en kende for kedeligt. Koncerten startede med en vis elegance, da Odell satte sig ved klaveret og spillede med en dygtighed, der kun kan anerkendes. Hans evne til at spille klaver var uden tvivl koncertens højdepunkt, men desværre var der mangel på energi og engagement fra både kunstner og publikum
2/6 Stjerner
I modsætning til mange sangere, der sælger sig selv på scenen, prioriterer Tom Odell i den grad musikken. Hans ydmyge optræden ved klaveret viste tydeligt hans passion, og man kunne mærke, at han forstår den følelsesmæssige betydning af sit arbejde for sine fans. Men selvom der var øjeblikke med god synergi mellem bandmedlemmerne, blev disse desværre overskygget af en generel mangel på engagement fra både Odell og publikum. Hans forsøg på at få publikum til at synge med på en simpel call-respons fejlede.
Odell forsøgte fysisk at kræve publikums opmærksomhed ved at bevæge sig ned til dem og synge ansigt til ansigt, men dette kunne have været mere effektfuldt, hvis det ikke havde været for de lidt for distancerende ray-ban solbriller. Potentialet for et stort liveband med strygere og blæsere var der, men det blev ikke realiseret til denne koncert. Den indadvendte atmosfære gjorde ikke oplevelsen af startskuddet på Heartland festival bedre. Det var egentligt svært at finde mange kendte numre ud over “Another Love”, og resten af hans repertoire druknede desværre i anonymitet. Man kan ikke ligefrem sige, at koncerten krævede ens koncentration for at følge med, hvilket gjorde den kedelig. Mange brugte i stedet tiden på at nyde deres drinks og tale med vennerne, hvilket kunne høres som en konstant summen fra publikum – en summen af ligegyldighed.
Koncerten havde sine charmerende øjeblikke, men samlet set var det en lunken start på festivalen. En koncert, hvor musikken var fin, men som ikke krævede den store koncentration fra publikum, og derfor ender den desværre på 2 ud af 6 stjerner