HEARTLAND 2024: I den kølige aftensol på Diorama scenen, leverede Yör en drømmende og højenergisk kraftudladning.

Foto: Yör // Dagmar Gorica

Yörs univers var drømmende og flydende, med fast rytme og poppet elektrofeeling. De fire bandmedlemmer virkede legende lette, alt imens de udviste et stort musikalsk overskud. Det hele blev badet i smukke farvekombinationer og røg, der øgede den magiske følelse, som man stod der i skoven og blev opslugt i Yörs unikke stemning. 

5/6 stjerner

Forsanger Marie Kildebæks lette og smukke vokal skabte en spændende og velfungerende kontrast til den elektroniske rockintensitet som bandets resterende medlemmer leverede. Den første del af koncerten var lækker og rolig, men der kom mere gang i den i løbet af den knap time lange optræden. Specielt på numrene “Badekar” og “Noget Fremmed” fik den fuld smæk på, og bandet bragede igennem. 

På den lille Diorama scene var der ikke nødvendigvis plads til så meget andet end bandet, men Yör formåede alligevel at inkorporere lidt gimmicks, og der var både kostumeskift, og bandet kom udenom den sparsomme plads, ved at have Kildebæk ud gennem publikum og synge “Dørtelefon” fra en trappe parallelt med scenen. Det var en god måde at få scenen til at fylde lidt mere, samtidigt med at det virkede intimt at dele pladsen med artisterne.

Endnu mere intimt blev det når Kildebæk fortalte søde historier, og gav en personlig hilsen til kvinder der oplevede sexisme i musikbranchen. Men selv uden alt det omkringliggende, ville der have været nok at forholde sig til blot med det lækre lydunivers, og en række solide soloer, som i den grad blev leveret med et musikalsk teknisk overskud. 

Det er ærgerligt at det skal nævnes, men man skulle tæt på scenen for at høre særlig meget. Selvom Diorama byder op til en mere afslappet koncertoplevelse, tog det lige toppen af intensiteten at det var svært at høre. Man skulle ikke særlig langt væk fra scenen før det blev mere baggrundsmusik end egentlig koncert, og det var ikke rigtig dét koncerten lagde op til. Men det er ikke værd at dvæle ved, og hvis man spotter Yör ude i det ganske danske sommerland, burde man gøre sig selv den tjeneste at få dem hørt

//Skrevet af Martine Clante. 

Tags:
Frederikke Pedersen
frederikkepedersen@bandsoftomorrow.com