21 jun COPENHELL 2024: Vulvatorious vækkede et ellers træt publikum
Foto: Vulvatorious //Laura Ioana V
Scene: Pandæmonium
Dato: Fredag d. 21 Juni
Det er tredje dag på Copenhell. Vulvatorius åbnede dagen på Pandæmonium kl. 12:30, og på trods af vi allerede har 2 lange dage bag os, var publikum dukket talrigt op.
5/6 Stjerner
Koncerten startede ud med blødt, dragende, nærmest æterisk musik, der vækkede vores sanser, og lokkede vores opmærksomhed i dens retning. Mens musikken spillede i baggrunden, indtog bandmedlemmerne scenen, og som skulle vi vækkes af en koma, overgik de til deres bragende og dominerende musik.
Forsangeren Ditte var energisk og tilstede lige fra starten. Hun headbangede, og løb og dansede rundt på scenen. Dittes vokal var imponerende – dyb, mørk, fyldig og intens. Bandet bakkede hende op og her var der heller ikke en finger at sætter på deres instrumentelle kunnen, både guitar, bass og trommer buldrede derud af, i imponerende tempo.
Trods den varme formiddagssol bagede ned på publikummet, så løb de rundt i cirklepit gentagende gange, og ligesom Ditte så hoppede og dansede de rundt oppe foran scenen – hvis man var i tvivl, så beviste både Ditte og publikummet at man sagtens kan danse til black metal.
Energien blev kun højere som koncerten skred frem. Andreas Truelsen fra Plaguemace, lavede en gæste optræden på scenen med Ditte, hvor de i fællesskab growlede deres budskaber ud. Galskaben blev ikke mindre, her da Ditte sluttede af med at hoppe op på hans ryg og blive båret rundt, mens hun skreg ind i mikrofonen.
Senere hoppede Ditte ned fra scenen, hvor hun stillede sig på hegnet ud mod publikum. De støttede hende, mens hun performede de næste par sange, og på et tidspunkt samlede en fra publikum Ditte op på sin skulder og bar hende rundt, som den metal dronning hun var.
Vulvatorius leverede et rigtig, rigtig godt show, med deres mørke, intense black metal, fyldt med feministiske budskaber. Da Vulvatorious sluttede koncerten, var der ingen tvivl om at publikum var tilfredse, alle var vågnet, og trætheden rystet af os. Vulvatorius havde bevist, at det havde fortjent deres plads på Pandæmonium, og i fremtiden er vi måske heldige at se dem igen, på en af de endnu større scener på Copenhell.
Skrevet af: Katrine Maack