21 jun COPENHELL 2024: Klima-opmærksom krisemetal starter dagen hårdt ud på Gehenna
Foto: Terminalist // Laura Ioana
Scene: Gehenna
Dato: Fredag d. 21 Juni
Med knivskarp lyd og ørehængende riffs gav de selvproklamerede ‘hyperthrashere’ i Terminalist en fantastisk koncert, med den helt rette dose af både klassisk thrash, progressive rytmer og black metal
6/6 stjerner
Kl. 13 på tredjedagen af Copenhell må indrømmes at være utrolig tidligt for metalhoveder. På årets længste dag, lignede det at mange af de fremmødte havde haft årets længste nat i nat, hvis man skal dømme ud fra de store render under øjnene og de mange vandflasker. Det københavnske band Terminalist, som er ledt af multi-talentet Emil Hansen, gik på scenen og havde noget af en opgave foran sig, hvis de skulle formå at få de trætte gæster i gear til endnu en dag fyldt med musik.
Men det formåede de i den grad. Allerede fra første sang sprang de 10 mest garvede og friske folk ind i et godhjertet circle-pit, som til mange andre koncerter ellers ville have været ynkværdigt, men her så tidligt på dagen gav det et smil på læben. Men koncerten skulle ikke kun handle om fis og ballade og thrash. Emil Hansen fortalte os, ved koncertens anden sang, at trods det var en fornøjelse at stå på scenen, så kan det hele altså ikke kun være god stemning. “Næste sang handler om at alting går ad helvede til, vi er igang med at smadre vores jordklode!” forklarede frontbrøleren, og dernæst gik de over i at spille sange der var længere fra klassisk thrash, og ofte inddrog elementer af black metal – et valg der efter min mening passede perfekt ned i deres lydunivers, og skabte den helt rette sobre stemning i den bagende sol.
Især bandets 4. sang var bemærkelsesværdig, da Emil Hansen her viste at han, foruden at skrive pokkers god krisemetal, også kan formå at få hans guitar til at synge klagesang. Den skingre solo blev efterfulgt af et sort og mørkt stykke blackened thrash, som formåede at drage alles tanker over på alle de mange kriser der foregår i verden – helt uden at Emil sang et eneste ord.
Alt i alt en fantastisk koncert, og selvom nogle ældre garvede thrashere stod foran mig og klagede over, at bandet blandede black metal ind i musikken, så spillede bandet efter min mening en koncert uden et eneste punkt jeg kan kritisere. Dem der ikke har opdateret deres pladesamling siden thrash-metallens storhedstid i 80’erne må forblive i fordums tid og ærgre sig over at både verden og deres dyrebare genre har ændret sig. Men vi andre følger med tiden og følger med Terminalist; de gav en klar 6 stjernet koncert.
Skrevet af: Daniel B. Frans