Bands of Tomorrow præsenterer Vincent Wood og Kvarti i Byhaven!

Foto: Kvarti x Vincent Wood // Byhaven artwork

Det er med glæde, at Bands of Tomorrow kan byde to spændende artister velkommen på scenen i Københavns hyggeligste Byhave, hvor Vincent Wood og Kvarti kommer til at indtage scenen med deres medrivende poppede toner den 23. juli!

Man kan allerede bade sig i solens varme stråler, som markerer endnu en sommer fyldt med lækkert musik og oplevelser – og hvad er bedre end to gratis koncerter på én aften? Ikke så meget, mener vi på redaktionen, og du er derfor inviteret til en aften med to dygtige artister, der viser, hvorfor det er værd at holde øje med det danske vækstlag.

Den 23. juli kan du bl.a. opleve den talentfulde popsmed, Vincent Wood, der med afsæt i et autentisk lydunivers navigerer sig gennem catchy beats, hvor følelserne sidder uden på tøjet. Sangene indebærer en sårbar ærlighed, som man bl.a. ser demonstreret i singlen “Finde ro”, der sætter et forfriskende perspektiv på at være adoptivbarn og de komplekse følelsesregistre, det kan medføre. Derudover finder man ligeledes sangerens seneste udgivelse “Gennem Skyen”, der viser en anden facet af artistens musikalske legeplads. Her tager klangfladerne mere udgangspunkt i en klassisk poplyd, der balancerer elektroniske rytmikker med en nærværende vokal, der formidler en perfekt sommer-basker! Man kan vove at garantere, at musikeren nok kommer til at sætte gang i Byhavens skønne omgivelser, når han går på.

Derudover har vi ligeledes æren af at præsentere den insisterende musiker Kvarti, der tilføjer en unik kvalitet til fremadskuende poptoner. Genremæssigt bevæger Kvarti sig elegant mellem forskellige udtryk, der alt sammen har rod i popmusikken, men som ligeledes suppleres af elektroniske arrangementer, der blander sig i herlige synergier i form af ørehængende melodier og veleksekverede rim. Dette ser man bl.a. demonstreret på singlen “Forlod Dig”, hvor en progressiv melodisk guitar danner baggrunden for en ærlig og introspektiv fortælling om ungdommens skuffelser og de udfordringer, der opstår, når man går på tværs af den person, man er, og pigen, man kan lide. Den blot 20-årige musiker fra Vesterbro, sætter hårdt ind på at formidle ungdommens mange facetter samt det tilhørende følelsesspektrum gennem fængende melodier og elegante tekstuniverser.

Oplev dem på Byhavens scene d. 23 juli!

Anna Sofie Christiansen
annasofiechristiansen@bandsoftomorrow.com