25 jun ANMELDELSE: Passenger formåede at gøre den store koncertsal lille
Foto: Passenger // Mila Austin (pressebillede)
Venue: Koncertsalen, DR Koncerthuset
Dato: 25. juni 2024
Det eneste der slår en kunstner der tydeligvis elsker at være på scenen, er en kunstner der er hundrede procent til stede hos sit publikum. Passenger formåede at gøre den store koncert i DR Koncerthuset, til en forbløffende intim oplevelse
6/6 Stjerner
Passenger skulle alene fylde scenen ud i den store koncertsal i DR Koncerthuset, med kun sin guitar og sin stemme. Fra starten viste kunstneren sin familiære væremåde, med humor og ikke mindst ærlighed, da han fortalte om sin nervøsitet over at spille sin første koncert i 7 måneder. Men nervøsiteten syntes enten hurtigt at være glemt, eller også er Passenger blot et naturtalent som underholder. For på trods af det enkelte setup, formåede han at fylde scenen ud med sin stemme, sin guitar, fløjt, og tramp til musikken. Enkelte gange gik han også helt væk fra mikrofonen, og brugte blot sin stemme og akustikken i rummet, til at lade sine sange flyde ud til publikum.
Undervejs fik publikum Passengers varme humor at føle, da han både lavede sjov med den dårligt valgte dato (oveni en EM-kamp), og hans egne sange. Han nævnte fra start, at var man ikke til de rolige, sørgelige og dybe sange, så kom man nok ikke til at nyde denne koncert. Tonen var venskabelig, som talte han til nye og gamle venner, mens han på bedste vis forsøgte at dele hans musik med sit publikum, ved at bede dem synge med, og skråle så meget de havde lyst til (eller blive siddende, hvis de hellere ville gemme sig nede i sædet – alt var tilladt).
Selve sangene havde vi hørt før, da koncerten var en Anniversary Tour, der tog udgangspunkt i hans mest berømte album, All the Little Lights som udkom i 2012. Det var så med undtagelse af en af hans allernyeste numre, som endnu ikke er udgivet, hvor han er gået i en ny retning, rent tonemæssigt. Sangen sang han nemlig i et meget lyst toneleje, noget som vi sjældent, hvis nogensinde, har hørt fra den dygtige sanger. Og selvfølgelig glædede han da også publikum ved at spille hans allerstørste hit, “Let Her Go”, som alle i salen kunne synge med på.
Passenger formåede at gøre den store koncertsal lille – på den gode måde. Alene på den store scene, sørgede han for at lave sjov, interagere med publikum de forreste rækker, og kommentere på hans egne sange og stemme, med et selvironisk glimt i øjet. Alt der til sammen gjorde den ellers store koncert, intim og nærværende. Så er man en ung musiker på vej frem i branchen, er Passenger helt sikkert kunstneren man skal se mod, hvis man ønsker at være blive en uforglemmelig dygtig live-kunstner.