10 hurtige til uimodståelige Gejst

Foto: Gejst // Molly Grønberg (pressebillede)

Der er ikke længe til, at du kan opleve uimodståelige Gejst indtage Byhavens udendørsscene! Gejst er et band, der emmer af ungdommelig gå-på-mod, som har manifesteret sig i fængende pop-toner, der 100% kommer til at synge dig varm. Lær dem at kende lige her, inden de overtager Byhavens scene denne torsdag den 20. juni, helt gratis!

Gejst er et band bestående af tre drenge, som har fundet sammen i deres passion for musikken, som har båret dem afsted på bølgen af fremadskuende popmusik, der indfanger en ungdommelig nerve og samtidig adresserer dens kompleksiteter. Musikalsk bevæger bandet sig inden for poppede arrangementer, hvor der er plads til de store følelsesregistre, formidlet gennem en skarp, æterisk vokal, der brydes op med elektroniske beats og fængende hooks – Et band, der mestrer kunsten at skrue op for dansefesten, samtidig med at kompositionerne udstråler en følelsesladet dybde.

Lær dem at kende lige her;

Vores musik er…
Jakob: Vores musik er et slag lige i mellemgulvet fra Mike Tyson!

Jonas: Vores musik er en fortælling om livet som ung, og hvordan vi mærker det på vores egen krop.

Andreas: Vi prøver at ramme en mellemvej mellem det festlige, men samtidig også en blødere, samt mere stemningsfyldt vej.

Jonas: Vibes!

Vi begyndte at lave musik fordi…

Jonas: Mest af alt bare fordi det er sjovt.

Andreas: Nogle gange…

Jonas: Nogle gange! Det meste af tiden er det heldigvis hyggeligt og det er den sygeste følelse, når man synes, at man rammer noget fedt – omvendt er det skide irriterende når man laver noget, der ikke lige spiller helt. Det betyder heldigvis bare, at det betyder noget for en. Sådan lidt ligesom en eksamen.

Jakob: Vi har også alle sammen bare spillet musik længe. Og at lave sit eget musik i en skaber-rolle føles bare rigtigt.

Andreas: Og så giver det bare et kæmpe rush, når man kan mærke, at folk kan lide det man laver.

Vi finder inspiration i…

Andreas: Man kan jo heldigvis finde inspiration i nærmest alt. Mest af alt handler det nok bare om, at man er i en sindstilstand, hvor man er modtagelig over for idéer.

Jonas: Sidste gang jeg fik en fed idé, stod jeg eksempelvis også bare og lavede mad. Det er ofte svært at sætte sig ned og virkelig skulle tvinge en idé frem. Jo nemmere det flyder, jo federe er det for det meste. Vi har også alle tre vidt forskellig smag, og det kan jo både være en positiv og en negativ ting.

Jakob: Det er også spændende, at man kan tage sine egne oplevelser og indramme dem gennem musikken.

Den bedste koncert, vi nogensinde har været til, var…

Jakob: Dem i badet! Og Gorillaz på Roskilde i 2018.

Andreas: Bruno Mars samme år var også en helt vildt smuk koncert.

Jonas: Og så var vi også til en sindssyg house gospel koncert på Apollo. Det er altid dejligt at blive overrasket.

Det vildeste sted, vi kan forestille os at spille, er…

Roskilde Festival!

Jakob: Vi har lært hinanden at kende i Roskilde, så det bliver ikke bedre.

Andreas: Jeg siger nok heller ikke nej til en omgang Coachella eller Glastonbury.

Hvis ikke vi var musikere, ville vi være…

Vi læser alle ved siden af bandet, så indtil videre nok studerende.

Andreas: Jonas kunne nok godt være en god frisør.

Jakob: Jeg kunne også godt se dig arbejde i en kantine, Andreas.

Vi drømmer om…

Vi drømmer om at få lov at dele vores musik med folk – indspillet og live. Særligt live er det altid en kæmpe fornøjelse at spille for folk og mærke, at publikum er med én hele vejen.

Det vigtigste for os, når vi spiller live, er…

Jonas: Det er svært uden publikum og så er det sindssygt at være en del af den stemning, som vi i bandet får lov at skabe sammen med crowd’et.

Andreas: Publikum er virkelig sin helt egen energikilde, der virkelig bare driver en fremad.

Jakob: Og så er det også bare skønt at skabe noget sammen i bandet.

Når folk lytter til vores musik, skal de…

Gøre det igen og igen! Det gør os super taknemmelige, når folk tager vores musik med sig og vælger at lytte til det, uanset hvilken vibe vi får lov at være en del af.

Til vores koncert kan man forvente…

En helt vildt energi, masser af nærvær og et par nye numre!

Jonas: Jeg drømmer forresten om at spille et cover af Oasis’ ‘Don’t Look Back In Anger’ – selvom det nok ikke bliver i den nærmeste fremtid…

Se dem denne torsdag den 20. juni på Byhaven!

Tags:
Anna Sofie Christiansen
annasofiechristiansen@bandsoftomorrow.com