24 maj Vinderen af årets SMUK-konkurrence er fundet!
Foto: Downtown July // Frederik Valdemar Kjeldgaard (pressebillede)
Vi kan stolt præsentere vinderen af vores SMUK-konkurrence 2024, som nu får muligheden for at optræde og vise deres musik frem for både publikum, musiknørder, og ikke mindst branchefolkenes jury, når de skal deltage i dette års Live Camp konkurrence på Smukfest!
Konkurrencen er afholdt og vinderen fundet af dette års SMUK-konkurrence. Vi har fået mange ansøgninger af både dygtige og talentfulde artister og bands, og valget har været svært at skulle tage. Men nu er tiden inde til at annoncere, at vinderen blev det spændende indie-pop band Downtown July!
Bandet skaber dansksproget indie-pop, og leger gerne med toner og sprog, på numre der altid har et ærligt og indlevende tema. De har tidligere haft succes med singler som “Hvorfor ka’ det noget”, “Fuld Kontrol” og ikke mindst “Du’ jo glad”, hvoraf sidstnævnte er afspillet mere end 200.000 gange på Spotify.
Downtown July får nu chancen for at deltage i SMUK Festivals Live Camp Konkurrence på campingområdet KærligHeden, hvor de skal spille deres musik for en jury, bestående af branchefolk og musikhoveder, der kårer vinderen.
Sidste år vandt Bands of Tomorrows udvalgte MILA Live Camp-konkurrencen, så nu bliver det spændende at se, om Downtown July kan gøre hende kunsten efter.
Kom til SMUK og KærligHeden fra den 4.-6. august, hvor konkurrencen bliver afholdt, og giv vores vindere et lyt, inden de finder ud af, om de går hele vejen og får lov til at spille på en endnu større scene på festivalen.
SMUK Festival i Skanderborg bliver afholdt fra den 4.-11. august 2024.