02 maj Tenacious D siger ”tusind tak” og sparker taget af Royal Arena 

Foto: Dagmar Gorica
Venue: Royal Arena
Dato: 01.05.2024

Hvad sker der, når en amerikansk comedy rock duo spiller for en udsolgt Royal Arena? En musikalsk og komisk aften, fyldt med et halvhjertet pyro-show, fløjtespil, spontan opsigelse og kamp mod Satan.

5/6 stjerner

Der var gjort klar til den helt store koncert i Royal Arena denne første maj, hvor den legendariske duo Tenacious D skulle lægge op til et brag af en fest. Baggrundsmusikken inden start blev overdøvet af sværmen af mennesker der skulle høre duoen spille deres kultiske hits.  

Jubel fyldte salen kl. 20 da supporten, “CRUSADE”, trådte på scenen. Nu skulle den stå på rock’n’roll de næste par timer. ”CRUSADE” formåede at spille salen op, og der var ingen tvivl om at de var dygtige – men lyrisk set haltede det en smule. Dette gjorde ikke det store, for der var ingen tvivl om at guitaren og trommerne herskede i de 30 minutter, bandet spillede. 

Der gik yderligere 30 minutter før rockduoen skulle spille taget af Royal Arena, og hvilken entré. Folk rejste sig fra deres siddepladser, som om kunstnerne var af royal status. Den indledende sang skulle blive ”Kickapoo”, og sikke en start på aftenens koncert. Energien var uovertruffen. 

På bedste Jack Black manér vandrede han rundt på scenen med grimasser og armbevægelser, og af en mand der ikke just er i 30’erne, der klarede han det suverænt til at starte med. Man kunne dog godt se, at fagterne blev færre mod slutningen af showet. 

Jeg var personligt jævnt overrasket over hvor tydeligt man kunne høre sangeren Jack Black, hvilket var en stor kontrast til deres opvarmning ”CRUSADE”. Vokalen var on-point, og til tider skulle man næste tro at det var playback. Det faldt lidt af hen mod slutningen, hvilket delvist kunne attribueres til alderdom, men nok også dels til en kampsvedende Jack Black.

Udover at får stemningen i vejeret med hitnumre som ”Wicked Game” og ”Tribute”, formåede de også at lave et hav af sjove indspark imellem numrene. Dette gjorde sig bl.a. gældende i form af mangel på pyroteknik i deres show, hvortil de henvendte sig til den ”ansvarshavende” – en karakter, som er fuldstændig star-struck over bandet, og derfor ikke har formået at gøre hans arbejde. Der kommer flere af disse komiske indslag undervejs. Kyle Gass vælger f.eks. at sige op midt under koncerten, hvortil Jack Black begynder at stortude. Og så kan han ikke finde ud af at stemme sin guitar, hvilket får ham til at vræle endnu mere.

Dynamikken imellem de 2 kunstnere er som nat og dag. Kyle Gass, spiller ihærdigt på hans guitar, men som det nok altid har gjort sig gældende, så er der ikke meget ”Rock’n’roll” i ham. Den diametrale modsætning findes i Jack Black, som nævnt tidligere giver et show af anden verden. Han er den samme karakter på scenen, som den man har set mange gange før i de mange film han har medvirket i. Kyle Gass kommer efter det senere i showet, ved bl.a. at spille på to fløjter samtidig, men det er altså stadig Jack Black der er hovedpersonen i denne omgang. 

Jack Black spørger audiens om der er nogle gamere iblandt. Dette bliver gjort som subtilt nik til hans YouTube-kanal “JablinskiGames”, hvor jeg personligt hørte sangen ”Video Games”, for første gang. Næste sang bliver selvfølgelig ”Video Games”.  

Næste sang på dagsordenen: ”The Metal”. Og hvordan introducerer man en sang der omhandler metal-genren? Det gør ”Tenacious D” selvfølgelig ved at introducerer karakteren ”The Metal” – en robot figur af metal. Flere gange under koncerten bruger de forskellige virkemidler, såsom en oppustelig djævel, til at introducerer deres sange. Og det fungerer supergodt – publikum råber højlydt hver gang de benytter sig af deres forskellige props.

Efter alt dette, så må man erkende at det, at smide en video op af de 2 partnere, der løber i underbukser ved stranden, i slowmotion, imens de synger “Wicked Game”, er noget for sig. For duoen, meget passende.

Jack Black formår at rive gæsterne med, om det så er at drikke vand ”The Metal Way”, eller deres kække kommentarer som ”I wanna rock hard for you so I’m gonna get lubricated”. Det var mere end bare en koncert, for det var også et halvkomisk show. 

Det eneste der trak koncerten nedad for mig og min kollega må være en af deres sidste numre ”Beezleboss (The Final Showdown)”. Guitaristen, der skulle agere djævlen, var ikke til at høre på vokalen, og de brugte ingen særlige virkemidler, udover et rødt filter på de store skærme. Musikalsk var der næsten intet at komme efter. Kyle Gass’ og Jack Blacks akustiske guitarer hørte man sjældent grundet bandets andre instrumenter. Vokalen var til at høre, bandet supplerede det intstrumentale, og de leverede et brag af en koncert til en udsolgt Royal Arena. 

Skrevet af Simon Krüger Tagge