04 maj SPOT 2024: ”Vi har vundet verdens mest højreorienterede airfryer”
Foto: Smag På Dig Selv // Nicolai Hegelund
Sidste år under SPOT spillede Smag på Dig Selv i A-huset, som viste sig at være alt for lille til den store menneskemængde, der flokkedes til for at opleve dem. I år spillede de heldigvis på Parkscenen.
6/6 Stjerner
Allerede et kvarter før showstart, var pladsen for Parkscenen helt proppet. Alle ventede spændt på Smag På Dig Selv. Den jazzede og punkede trio fra Christianshavn bestående af to saxofonister og en tommeslager, Albert Holberg, Thorbjørn Øllgaard og Oliver Lauridsen, tydeliggjorde, hvorfor de netop var blevet opgraderet til den større scene.
Smag På Dig Selv fik alle til at gå i et med hinanden og bevæge sig som en stor maskine, der engang i mellem hopper ud af takt, men alligevel fungerer på den helt på den rigtige måde. Bandet var helt overlegne, og de fangede deres publikum fra første strofe. Selvom de bare rundt på kæmpe instrumenter, bevægede de to saxofonister sig let og flyvende rundt på scene i takt med de vildeste trommerytmer.
Sammensmeltningen af punk og jazz er virkelig noget, der fungerer. Især på som kulmination på en aften, hvor alle i timevis har rendt rundt til forskellige koncerter. Som en person, der selv elsker at tage til technosets på diverse festivaler og venues, var det virkelig forfriskende med et instrumentalt break.
Midt under koncerten trådte bandmedlemmet Thorbjørn Øllgaard frem på scenen og fremsagde en række spoken words, som fik hele pladsen til at respondere med enighed, skrigen og klappen. ’Pyt med apartheid i Palæstina,’ sluttede han af med.
Luna Ersahin fra Aysay blev inviteret på scenen, hvorefter de sammen spillede deres fantastiske nyudgivne single ’NigirÎ’, som var koncertens eneste sang med vokal. Og hold da op en vokal Luna Ersahin har.
Ved et af koncerten sidste numre skulle alle sætte sig på hug, og det gav et helt nyt element til koncerten, som tilførte endnu mere energi til et allerede euforisk publikum.
Lige inden koncerten skulle til at slutte, råbte de ”vi har vundet verdens mest højreorienterede airfryer,” hvilket resulterede i en høj latter. Alle var vist lidt enige om, hvor dumt men samtidig genialt, det var.
Det eneste minus ved koncerten var, at 30 minutter alligevel føltes som lidt for kort tid. For folk dansede væk fra Parkscenen, som om de ikke var helt færdige med Smag På Dig Selv. Og det er jo i virkeligheden bare en kadeau til bandet.
– Skrevet af Rikke Flamand Jensen