06 maj SPOT 2024: PRISMA forvandlede den elegante Store Sal til en electrorocket efterfest
Foto: PRISMA // Nicolai Hegelund (pressebillede)
PRISMA har gentagne gange imponeret med deres optrædener på SPOT, og den tidlige nattetime i Store Sal var ingen undtagelse.
6/6 stjerner
De to søstre i PRISMA, Sigrid og Frida, er uden tvivl nogle af tidens dygtigste. Det kunne mærkes i den voksende menneskemængde, der allerede en time før koncertstart begyndte at samle sig køen i foyeren i Musikhuset.
Hele salen rockede med til det ene nummer efter det andet, imens søstrene skiftevis stod med guitar, bas eller trommestik i hænderne. Selvom der var sæder, var der ingen, der sad.
“Bangs” kom på i en mere houset udgavet, hvor søstrene stilfuldt og levende bevægede sig rundt på scenen, inden de til sidst trådte ud i hver sin side for at give plads til et storslået instrumentalt øjeblik med keyboardist Martin Grishauge og trommeslager Andreas Grønne.
Udover “Bangs” var “I Never Wanted To Meet You” den eneste anden fremførte sang, som ikke var fra deres nyudgivne debutalbum “Something to Respond To”. Her viste de sig virkelig fra deres bedste, rockede side.
Den faste trommerutine var atter med på scenen, og selvom det er et velkendt setup, er trommerne blevet en integreret del af PRISMA identitet. Det ville nærmest være skørt, hvis de ikke var der.
“Kingdom” blev fremført med kæmpe intensitet, hvor søstrene stod på scenen som silhuetter i spotlyset. Det nye nummer “Alive” kulminerede med et kraftfuld skrig, mens de stod og kiggede intenst ind i hinandens øjne, som fik hårene på armene til at rejse sig.
Hvert nummer føltes som at blive taget igennem en storm af følelser og adrenalin gennem deres vidunderlige hamoniseringer og deres geniale evner på instrumenterne.
Søsterduoen har virkelig formået at sætte deres unikke præg på den danske musikscene med deres imponerende lyd og festlige og dynamiske performances. Ingen er som denne PRISMA.
Det var tredje gang jeg oplevede PRISMA på SPOT. Først i Ridehuset, derefter på Parkscenen, og nu i Store Sal i de tidlige nattetimer, hvilket virkelig klædte dem. Selvom det ikke var årets sidste koncert, fungerede det alligevel som den perfekte finale på endnu en fantastisk SPOT-festival.
– Skrevet af RIkke Flamand Jensen