05 maj SPOT 2024: Pak væltede Volume Village med rå ungdommelig slagkraft!
Foto: Pak // Sebastian Solkær (pressebillede)
Pak spillede lørdagens gråvejr op med sine veludførte rocket lyd, som indkapsler en nostalgisk 90’er følelse i et nyt og frisk format, som tydeligvis appellerede til mængden – en lyd der giver følelsen af en tidlig Jeff Buckley æra men i vores helt egen danske udgave. En koncert man bør ærgre sig over at have misset!
5/6 Stjerner
På Volume Village præsenterede Pak en stærk medtagende performance, som trods en lettere akavet start med tekniske problemer, fik taget magten tilbage med storladen manér – for som forsanger Loui Gylling Henderson sagde: “ingen Pak uden tekniske problemer”.
Koncertens musikalske univers gav følelsen af en højspændt rocket 60’er æstetisk, hvor energien var alstedsnærværende og blev udløst på velkoordinerede tidspunkter, hvor Loui Gylling Henderson overlegene vokalregister fik lov til at danse frit og forløsende i de helt høje falset toner til de dybdegående nærmest skrigende udbrud, som dog blev kontrolleret med en musikalsk præcision. Dette blev akkompagneret af forsangerens karakteristiske sammentrukne grimasser, der bidrog til hans karismatiske figur.
Bandets overlegenhed blev allerede demonstrerede i åbningsnummeret “Spidermand”, som giver følelsen af en eventyrlig ballade, der understreger bandets stærke evne til at skabe medrivende fortællinger. En teknik der gennemsyrer hele bandets æstetik, som akkompagneres af klassiske rocket toner, som drev folk til vildskab og dans. Det blev derved tydeliggjort, at publikum var i præcis samme højintense gear som Pak, som cementerede sig i en medrivende stemning, hvor unge gæster brød ud i små moshpits og momental crowdsurfing.
Et af koncertens højdepunkter blev dog, da de storeladende toner blev erstattet af en fin nedtonet ballade med sangen “Lucy”, hvor en mere nøgen forsanger fik en sentimental følelsesudladning med den hjerteskærende kærlighedssang, hvor vokalen svingede sig ud i længere falset fraser, der drev publikummet til anerkendende jubelskrig.