03 maj SPOT 2024: Et flyvende iiris kastede med tryllestøv ud over Klubscenen

Foto: iiris // Valentin Marcus Andersen (pressebillede)

4/6 stjerner

Det var med store forventninger at jeg raskt travede gennem SPOT-festivals travle plads for at se den unge æteriske pop-duo iiris. Jeg havde haft gruppen på radar siden januar 2023, hvor de udkom med debut-pladen kradser ik’ længere mine hænder; et album huserer enkelte tracks, som fortsat fast inventar på mine playlister.

Magien tog sted i et af Musikhusets mindste scener, Klubscenen, der til denne lejlighed var pyntet op med hvide blomster (et kvalificeret gæt er at det var iriser).

Først og fremmest bliver man nødt til at fremhæve iiris’ gennemførte musikalske færdigheder. Klubscenen er jo tilknyttet Det Jyske Konservatorium, og i disse rammer kunne man absolut mærke at musikerne følte sig hjemme. Ikke fordi bandet fleksede de mest mindblowing instrumentaleskills, alle roller var bare inkorporeret utroligt smagfuldt i kompositionen og med tonsvis af overskud. Salen blevindhyllet i lilla silketråd af guitarakkordbrydninger og stemningsfyldte synthflader, mens punchy trommegrooves pulserede derudaf. I denne musikalske puppe var der endda plads til at varme sig på sprøde arrangementer bestående af vokaler samt en strygertrio, der bare understreger iiris’ kompositoriske evner og ambitioner. Det kan dog diskuteres hvor godt plantlagt det var, at placere strygernes roller i koncertens tredje sang og i den sidste sang; det føles som lang tid at orkestermusikerne skulle sidde og glo ud i luften.

Denne pointe understreger også min største anke ved koncerten. Med undtagelse af forsangeren Thilde Dam, synes jeg ikke at spilleglæden var så tydeligt at spore. Og det var ikke fordi det lavmælte udtryk nødvendigvis skreg efter fest og galskab, men af og til kunne man forveksle deres overlegne spillestil med kedsomhed. Yderligere havde jeg også ønsket noget mere interaktion mellem bandmedlemmerne, der ofte virkede til at befinde sig i deres egne koncentrerede verdener. Guitaristen spillede eksempelvis en fremragende guitarsolo, der desværre ikke blev tydeligt anerkendt af de andre. Som publikumsmedlem er jeg forvirret over min opmærksom skal tildeles, når performerne står for sig selv. Ydereligere blev en visuel repræsentation af sangene projekteret på backdroppet bag gruppen, der med en nærmest power point-agtig stil understøttede musikken. Udtrykket passede super fint til det soniske, det bliver bare en kende problematisk når backdroppet er mere interessant at kiggen på end musikerne.

Ikke desto mindre åbnede iiris op for et inderligt univers, der opslugte enhver tilskuer som måtte lægge øret til.