10 maj Lukas Vanggaard har taget nej-hatten på, på singlen “Morgensang”
Foto: Lukas Vangsgaard // Trine Stanley (pressebillede)
Skal man lytte til Lukas Vanggaards nyeste single, eller skal man bare ‘la ham være’ som han synger på nummeret “Morgensang”? Vælg selv, når du har lyttet til den rolige og stille hymne om det naturlige fænomen; morgen-surhed
Danske Lukas Vanggaard siger nej tak til A-menneskerne, og ja til morgensurheden, som blot skal nydes alene over en god kop kaffe, med den nye single “Morgensang”. Med bas og kor i baggrunden, fører Vanggaard os roligt og sikkert gennem en sang, der bestemt ikke kan gøre nogen morgensur, når hans dybe vokal og ærlige ord svæver ud mod lytteren.
”Det er jo langt hen ad vejen en dejlig ting, sådan at engagere hinanden i hinandens liv”, siger Lukas, ”men nogle dage gider jeg bare ikke høre om de der masker, du tabte i strikketøjet i går, eller det fede tilbud de har i REMA, inden jeg overhovedet har nået at tænke to klare tanker og sat kaffen over.”
Lukas Vanggaard er en dansk indie-sanger og sangskriver som snart udgiver sit næste album, som singlen “Morgensang” bl.a. bliver en del af, sammen med den tidligere udgivne “Indiehimlen” fra februar, og “Ingen siger det som Morrissey”, som udkom i november, og som landede som Ugens Hittip på P4. Vanggaards kommende album Alle dem, der lyver, sover godt om natten, udgiver han den 27. september 2024.
Lyt til nummeret her!