21 maj Emily Bowen debuterer med “Honey”
Foto: Emily Bowen // Mathias Haugaard (pressebillede)
En ung sangerinde er udklækket, og står klar til at vise sin musik frem for verden! Emily Bowen udgiver debutsinglen “Honey” som den første af mange singler vi har i vente
Hun er halv amerikaner, inspireret af navne som Japanese House, Clairo og Boygenius, og så er hun netop udkommet med sin debutsingle “Honey”. Navnet er Emily Bowen, og hun har samarbejdet med producer Rasmus Søegren om at skabe sin debutsingle.
Emily Bowen skaber engelsksproget musik, selvom hun er vokset op nord for København, og bruger begge sine ‘sider’ til inspiration i sin sangskrivning. Ethvert menneske har flere sider og nuancer, og det afspejler Bowen i sin musik, hvor vi får det levende og farverige, sammen med det ordrige og poetiske. Hun har fundet ro i musikken, og troen på sig selv gennem SheCanPlay, og siger selv: “Noget af det mest rebelske, man kan gøre som ung i dag, er at tage sig god tid, om det man gør og den man er. Aldrig give efter for det tempo, som verden omkring en følger.”
Emily Bowen er en blot 20-årig artist som efter flere års dygtiggørelse indenfor musikken, blev opdaget gennem SheCanPlay, et fællesskab hvor unge kvinder udvikler deres musikalske talent. Herefter kom hun under vingerne på producerne Nordsø brødrene, Frederik og Fridolin, der ledte hende videre til producer Rasmus Søegren, som nu har været med til at skabe hendes debutsingle.
Lyt til “Honey” her!