22 maj Bands of Tomorrow præsenterer Gejst og ABSURD i Byhaven!
Foto: Gejst, ABSURD // Byhaven PR
Byhaven har netop offentliggjort programmet for Københavns hyggeligste gårdhave, og det er fyldt med spændende artister. Vi har på Bands of Tomorrow fået æren af at repræsentere et par udvalgte navn, som vi især ser frem til at opleve!
Byhaven er spillestedet Pumpehusets udendørsvenue og bar, hvor man hele sommeren kan opleve upcoming danske og udenlandske artister. Fra april til september vil der være over 150 koncerter, hvor baggårdsfest og snak er på kalenderen, og endda med fri entré!
Gejst er et band bestående af 3 gode venner, som i 2021 debuterede med singlen “De Forbudte Trin”, og siden har spillet flere koncerter rundt om i København, bl.a. på RUST, Urban 13 og Summer in the City Festival. Gejst skaber musik med temaer som venskab og kærlighed, både af den lykkelige og den ulykkelige slags, hvor tætte relationer er i fokus, som bl.a. også er tilfældet med bandets nyeste single “Igennem Mine Skærme”, der udkom i april. Singlen sætter fokus på de relationer der i dag opbygges gennem sociale medier og skærme, og hvad det gør ved en hel generation, og nok også flere i fremtiden.
ABSURD er et band fra Svenborg bestående af 5 unge mænd, som i april 2022 udgav deres allerførste single, inden de allerede et år efter, udkom med deres debut EP Bliver i Troen. En EP der satte fokus på ungdommen, og alt hvad der dertil medfølger. Med en større og større fansskare bag sig, er bandet booked både til Jelling Musikfestival og Midtfynsfestival i år, foruden en dobbeltkoncert med DUSIN på POSTEN. ABSURD udgav i marts deres seneste single med titlen “Penthouse (For To)”, som de nu er klar til at spille live for os i Byhaven.
Du kan glæde dig til at høre bandsene live, når de gæster Pumpehusets Byhaven den 20. juni!