26 maj ANMELDELSE: The Entrepreneurs skabte forårsfin rockfornemmelse
Foto: The Entrepreneurs // Pressebillede (PR)
Venue: Lille VEGA
Dato: fredag d. 24 maj
The Entrepreneurs har et stærkt ry som et af Danmarks bedste livebands, og Københavnerne fik glæde af at opleve dette i Lille VEGA.
4/6 Stjerner
Stemningen var hyggelig og nærmest intern, da en broget flok gæster samledes i intime Lille Vega fredag aften. Opvarmningen Lau Iv, som nok er mest kendt fra Fribytterdrømme, leverede et par spændende numre, og publikum var umiddelbart meget begejstrede. Som de fleste andre tilstede elsker Lau Iv The Entrepreneurs, og kaldte dem “Danmarks bedste liveband”, en titel der ofte går igen, når man hører deres navn.
Og de er også gode, men det hele blev en smule kedeligt – måske var Lille Vega lige en tand for lille, eller også var publikum lige en tand for komfortable – der manglede i hvert fald en grad af kaos og energi, som typisk gør en god rockkoncert. Deres to sidste numre blev modtaget, som jeg havde ønsket resten af koncerten havde – publikum elskede det, og der blev stagedivet og moshet. Men det er ikke ofte, at der skal gå en hel time, før publikum virkelig giver den gas. Det var ikke nødvendigvis bandets skyld – de leverede, og særligt forsanger Mathias Bertelsens vokaler er helt geniale, og det blev især tydeligt på deres formidable nummer “It strikes again, love”, hvor det hele blev løftet en tak op, og stemningen virkelig blev fed.
The Entrepreneurs er på mange måder et fantastisk band, som har nogle gode albums i bagagen, men pladsen var der ikke helt til udfoldelse. De ville gøre sig helt genialt på en af sommerens festivalscener, med endnu højere til loftet, og spænding i luften.
– Skrevet af Martine Clante Hansen