25 apr Valgtemig: “Tanker trækker mig tilbage til din seng”
Foto: Valgtemig // Chris Stjerneholm (pressebillede)
Kærligheden er endt, men hvordan giver man slip på et menneske man har elsket? Valgtemig er netop udkommet med sin debutsingle “Lillespejl”, der med toner af hiphop og intelligente ordspil, viser kunstnerens stil
Valgtemig udgiver sin debutsingle “Lillespejl”, med danske hiphop-toner og greb fra jazz og soul. Singlens omkvæd synges af Niels Emil, mens de tungere vers udtrykkes af Valgtemig. Hans dybe stemme og langsomme tempo giver lytteren tid til at lade hvert et ord trænge ind, inden omkvædet giver et lettere pusterum, hvor både vokalen bliver hurtigere og lysere. Singlen handler om et forhold der er endt, men som stadig er svært at give fuldstændig slip på, der bl.a. udtrykkes med teksten: “Vi hører sammen ren cykeldæk og glaskår / bliver ved med at ringe ligesom smutsten i vandets skår / og vågner sikkert stadig sammen om et halvt år”. Men er det kærligheden, eller blot intimiteten der holder dem fast i hinanden?
Valgtemig fortæller om sangens tekst: “Jeg har haft breakupsex, fordi jeg tænkte: “Det er jo sådan noget man gør – det skal føles vildt, følsomt og ægte”. Jeg har været intim under og lige efter angstanfald, fordi jeg følte, at det ville være et nederlag at afvise tilnærmelserne.”
Bag kunstnernavnet Valgtemig står danske Valdemar Brobæk, der er født i Herlev og opvokset i Missouri. Han optræder på årets SPOT Festival den 4. maj 2024, i Ridehuset, hvor han lover at skabe en fest med både live band, dressurhunde og VHS klip.
Lyt til nummeret her!