19 apr Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 16
Foto: Magnus Münster // Morten Rygaard (pressebillede)
Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Denne gang har vi fundet fem forskellige albums, som byder på alt fra Lofi-indierock og 70’er soul, til pop-universer og kunstnere der elsker at blande lidt af det hele . Læs med og fang noget nyt blandt vores favoritter!
Mia Berg – Winners
Norske Mia Berg er tilbage med en EP, der bl.a. indeholder hendes nye single “Winners”, der også er blevet titelsangen. Stemmen er let og elegant, når de velkendte Lo-fi indierock-toner flyver ud mod lytteren, på de stille sange. De fem sange på EP’en handler alle om de små forandringer i livet. Dem vi ikke nødvendigvis lægger mærke til, når livet blot glider stille men uigenkaldeligt forbi, men som med tiden tydeligt viser de forandringer der sker i verden og menneskerne omkring én. De guitardrevne sange lægger en let baggrund for Mia Bergs smukke vokal og detaljerige tekster.
“Livet er skrøbeligt, smukt og intenst, og med denne EP har jeg forsøgt at sætte ord på nogle af brudstykkerne af det, jeg har oplevet og følt gennem de sidste år. I det komplekse liv som menneske og alt det, det bringer med sig,” fortæller Mia.
Lyt til EP’en her:
Cloud Nothings – Final Summer
Det amerikanske band Cloud Nothings har netop sluppet deres nyeste album, Final Summer. De har allerede været en del af den internationale musikscene i 15 år, med deres moderne indie-rock og enkle direkte tekster, der hurtigt sætter sig fast. Titelnummeret “Final Summer” blev udgivet ikke lang tid før “Running Through The Campus”, som er et 3 minutter langt nummer, som viser bandets talent på instrumenterne guitar og trommer, som banker derudad til forsanger Dylan Baldi’s vokal.
Baldi fortæller om sangen: “Jeg løber gennem et universitetscampus nær mit hus næsten hver dag. Af og til er det efter mørkets frembrud, når jeg ender der, og tomheden om natten står i skarp kontrast til den hektiske og overfyldte morgenstund. “Running Through The Campus” handler om en indtrængende tanke, jeg kan have under disse sene natløb, om hvorvidt det er lidt deprimerende, at jeg løber rundt alene, mens alle andre er væk og faktisk laver noget, sandsynligvis sammen med andre mennesker. Sangen beskriver min sindstilstand i starten af mit løb, der går ind i en erkendelse og accept af nattens ensomhed og slutter på en positiv note om bare at gøre de ting, der får én til at føle sig godt tilpas og ikke lade sig nedbryde af sammenligninger.”
Lyt til albummet her:
ANYA
Fra dansk til engelsk og tilbage igen – ANYA kan det hele. Med hendes nyeste album Kodak, har sangerinden udgivet 12 sange på engelsk. Både helt nyskrevne og ældre sange har nået med, da flere af sangene er skrevet tilbage i 2016 og 2017. Hun dykker ned i flere perioders sangskrivning og demonstrerer års arbejde, på et album der fremviser ANYA’s amerikanske baggrund. Lytteren får både smag for 70’ernes soul, og det velkendte R&B og pop-univers som vi er vandt til at høre fra ANYA. “See Me”, som hun har skabt i samarbejde med BBYBITES, samt singlerne “Portrait” og “Sad Story”, er blot nogle af de sange du kan få at høre, når albummet bryder frem af højtaleren.
Om “Portrait” fortæller ANYA: ““Portrait” er også mange år gammel. Jeg skrev den i 2017, da min kæreste og jeg var gået fra hinanden, og jeg havde fået revet fundamentet væk under det liv, jeg havde forestillet mig. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvem jeg skulle være uden ham. Og jeg havde slet ikke lyst til at forestille mig nogensinde at blive forelsket igen. “The portrait I painted of me, was meant for your eyes only”. Jeg elsker, at den lyder lidt James Bond-agtig. Den gør ondt på sådan en lidt filmisk måde. Selvom sangen er gammel, så fik jeg tårer i øjnene, da jeg indspillede nye vokaler for nylig. Når jeg synger den, kan jeg tydeligt huske, hvordan jeg havde det, da jeg skrev den.”
Lyt til albummet her:
såforsatan – FIND THE ONE
EP’en FIND THE ONE er 4 sange af ‘københavnerwestern’ til natklubberne, skabt af ingen mindre end såforsatan. Sangene handler om at svæve rundt i København, på nattens klubber, fuld af attitude og selvtillid, og med en cocktail af kærlighed i den ene hånd, og en med nostalgi i den anden. Der er en klar tvist i hver et nummer, hvor både ensomhed, dobbelthed og storhedsvanvid får spilletid. Alle udtrykker en artist der ønsker at være glad.
”Det må sgu gerne kunne høres, at det er real mennesker, der spiller,” siger såforsatan. ”Nu vil jeg håbe, grine og være positiv. Der er nok dårlige ting i verden lige nu. Og jeg håber, at folk også kan opnå en følelse af at være on top of the world, når de hører sangene. At de kan have det fucking godt i 12 minutter.”
FIND THE ONE skal være en jordnær utopi, med en artist bag der blot ønske at føle sig lykkelig, men konstant vakler mellem håbet og ensomheden, varmen og kulden. Du får her et album der er fuld af kærlighed og ærlighed, i et stort mix af genrer.
Lyt til albummet her:
Magnus Münster – And Then There Were Flowers
Magnus Münster kan sammenlignes med Lewis Capaldi, når man tænker på de udfordringer de har, og som forsvinder når musikken glider ud over deres tunger. Münster har nemlig stammet hele sit liv, men det er straks væk når han synger. Med både elektroniske toner og popuniverser, blander Münster musikkens mange genrer for at skabe netop hans lyd. Og nu debuterer han med albummet And Then There Were Flowers, der er en hyldest til foråret der er på vej, på mere end én måde.
”Haven som analogi for livet er naiv på mange måder, men også ubarmhjertig! Det ene øjeblik kan blomsterne omkring dig stå i fuldt flor, men glemmer du at passe på dem, kan de visne bort i det næste,” fortæller Magnus Münster om filosofien bag sit debutalbum.
Sangene på albummet er skrevet til hver sin blomst, hver med en symbolsk betydning. Samtidig symboliserer blomsterne og foråret også en ny begyndelse, efter en periode med mørke tanker.
”Jeg havde befundet mig i en fuldstændig fantastisk ‘fantastiverden’ i gymnasietiden, omgivet af gode, inspirerende mennesker. Det var en ud-af-kroppen-oplevelse, der ramte mig hårdere, end jeg havde troet, da jeg stod alene på den anden side, såret og, i mine egne øjne, mislykket. Jeg gjorde alt for at distrahere mig selv fra virkeligheden og mine selvdestruktive tanker og begyndte heldigvis også at skrive sange, der kunne bearbejde det jeg gik igennem.”
Lyt til albummet her: