Ugens Upcoming // Karoline Funder

Foto: Karoline Funder // Phie Beckett Stenbæk (pressebillede)

Karoline Funder er spritny på den danske musikscene, men har allerede vist et stort talent for sangskrivning, og ikke mindst skabelsen af relaterbare universer. I denne uge giver hun et indblik i hvem hun er som kunstner, hvor hun musikalsk finder sin inspiration og hvad drømmen er!

Som denne uges upcoming præsenterer vi den nye danske sangerinde Karoline Funder. Med inspiration i sin egen ungdom, og ikke mindst et større opbrud i den ellers trygge kernefamilie-tilværelse, skriver Karoline Funder musik om følelsesmæssig og relationel uro og usikkerhed. Hun skaber plads til det intime rum, åbner det op, og lader sine lyttere træde indenfor til hendes allermest sårbare sted. Et sted hun skildrer med mod, guitarer og et stort sangskrivertalent.

Hvem er Karoline Funder? 

– Jeg er en dansk singer/songwriter, der netop har udgivet min debutsingle ‘Vores Forhandling’. 

Hvordan vil du beskrive din lyd? 

Det soniske univers vil jeg beskrive som guitardrevet, spartansk og æterisk. Lyrisk er det ofte præget af spørgsmål, der afspejler mine tankestrømme – og generelt er det en undersøgelse af mig selv, de relationer jeg indgår i og verden omkring mig. 

Hvordan startede du? 

Min interesse for sangskrivning startede i de sene teenageår, bl.a. som følge af et opbrud i familien. Det skabte en ukendt følelse af rodløshed i mig. Jeg begyndte at se verden som værende mere usikker, og det gav mig nogle nye perspektiver og hermed en lyst til at skrive og formidle – både for min egen skyld, men også i troen på at andre kunne relatere til mine historier og føle sig set heri. 

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik? – Jeg skriver dagligt tanker og observationer ned på min telefon – det kan centrere sig omkring samtaler jeg har, en uro der opstår i mig selv eller “bare” et fedt ord. Så på den måde tror jeg, at processen altid er i gang i en eller anden forstand. Det ender ofte med at være de noter, jeg har lyst til udforske i mine sange. Måden det så tager form på, starter ofte på min guitar – det kan være jeg leger i en åben tuning og her finder frem til nogle akkorder og melodier, der resonerer med mig. Det er en proces, der både sker i mit eget hjemmestudie, men også noget jeg nyder at udforske i et studie sammen med andre. 

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd? 

Hmm.. den er svær! Jeg har altid lyttet til meget forskelligt musik og tror, at jeg både er blevet bevidst og underbevidst inspireret heraf. I min barndom har der altid kørt meget 80’er musik derhjemme (Tracy Chapman, Suzanne Vega, Anne Linnet), som jeg synes har en fed umiddelbarhed og direkte approach. De senere år har mine inspirationer været mere indie-orienterede, og heriblandt har navne som Skullcrusher, Adrianne Lenker og First Flush virkelig fanget mig. 

Hvad er der på pladespilleren lige nu? 

– Jeg lytter meget til Elliott Smith. Det har den vildeste nerve og er noget jeg altid vender tilbage til. 

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten) 

– Der sker mange spændende ting, synes jeg. Men lige for tiden bruger jeg meget tid på at færdiggøre mine kommende udgivelser. Det glæder jeg mig meget til at dele! 

Hvad er drømmen? 

Jeg drømmer om, at min musik kan skabe et rum for de svære samtaler og at lytterne føler sig set og hørt gennem mine sange. 

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– ‘Vores Forhandling’

Sarah Holmbo
sarahholmbo@bandsoftomorrow.com