Ugens Upcoming // GOLDIE

Foto: GOLDIE // PR

Til denne uges upcoming har vi æren af at præsentere GOLDIE, den ultimate guide til en confidence boost og føle dig “ti ud af ti”.

Bag kunstnernavnet GOLDIE står den talentfulde 27-årige sanger og musiker Glodie Topenya. Med en overvældende blanding af hiphop- og afropop-inspirerede beats, er hun klar til at lave sit comeback på musikscenen, med sange der nu mere end nogensinde tager fokus på empowerment.
Man har måske allerede set eller hørt GOLDIE før, men under et andet alias. Under navnet Goldie 6is har hun allerede gjort sig bemærket i Danmark og har også optrådt på Roskilde Festival. Efter et års pause fra scenelyset er GOLDIE nu klar til at indlede et nyt kapitel i sin karriere under det nye navn. Reflekterende over skiftet deler hun:

Jeg elsker Goldie 6is – hun er autentisk, men hun var sur på verden. Som Goldie 6is følte jeg, at alle var imod mig. I dag er jeg ikke i tvivl om, at jeg er dygtig. GOLDIE er ligesom det nye testamente; en opgraderet version af mig selv

Vi har haft fornøjelsen af at interviewe GOLDIE, der har svaret på spørgsmål om alt fra opstart og lyd, til fremtidsdrømmene, der ligger og venter på at blive forløst.

Hvem er Goldie?
-Goldie er en ambitiøs dame fra Skanderborg, som har sunget i kor blandt andet. Lavet musik siden hun var 12 – 13 år gammel, optrådt i kirke, talentshows og hvad der nu var. Hun har rødder i Congo DR, og udover musikken glæder hun sig til at ekspandere, samt lade Danmark lære hende og hendes jyske personlighed at kende. Religion er også utrolig vigtig for hende, da hun er opvokset i en meget religiøs familie. Kristendommen læner hun sig utrolig meget opad, og hun håber at hun kan sprede det lys gud har givet hende ud til andre. 


Hvordan vil du beskrive din lyd?

-Min lyd springer utrolig meget. Men jeg elsker pop, rap, rnb og afrobeat så jeg prøver at ramme det hele så meget som muligt. Men det kan være svært når man som musiker svømmer gennem alle genrer i hverdagen, så hvis jeg skal beskrive min musik så er det nok bare “Manifesterende Feel Good Music” (Hvis det giver mening). Har behov for at kvinder (også mænd) føler sig stærke, empowered, og hvad end de facer i hverdagen, når de hører GOLDIE så forsvinder det! You got this! 


Hvordan startede du?

-Jeg startede foran fjernsynet i Skanderborg, derefter kor som 11 årig, og derefter tog jeg alle mulige optrædener som 12 – 13 årig, var bagdanser i MGP, og min første session som 13 – 14 årig (forfærdelig sang) men det bragte mig hertil. Og som 17 årig gik jeg på raplinjen på produktionsskole, så det har været en lang lang vej. Endnu længere endnu. Men det bliver det hele værd! 


Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

-Jeg starter med at bede, også tager jeg den derfra. Jeg har nogle gange sangskrivere på, og andre gange har jeg ikke. Men processen er bare hvad end jeg går igennem prøver jeg at få ned på papir. Det meget forskelligt fra session til session. 


Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

-Jeg sad og tænkte over det, og var nødt til at tænke hårdt og gå tilbage i tiden. Men Missy Elliot, Marie Key, Medina, Anna David, Nicki Minaj, Xander, Destinys Child, Biggie Smalls, Mellemfinger, Nipsey Hussle, Freedie Gibbs, Pussycat Dolls, Aya Nakamura der er nok flere men dem der var nogle ag mine favoritter 


Hvad er der på pladespilleren lige nu?

-Lige nu er der noget fra Patrice Rushen, Bossman Dlow, Elevation Worship, The Verve, Danser med drenge, Fally Ipupa (Som sagt jeg er over det hele musikalsk haha) 


Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

-Jeg er i gang med at udgive musik, og få min base på benene. Vi skal bare ud med en masse fed musik. Måske en lille plade i fremtiden? Men i hvertfald få musik ud. Skabe noget røre. 


Hvad er drømmen?

-Puha! Drømmen? Det svært at nævne helt præcist. Men GOLDIE skal være over det hele i hvertfald! Og vil se min mormor og mor glade, det er drømmen. 


Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, som folk skulle lytte til, hvilken var det så?

-”OP”! Det er en god sang, og budskabet er også stærkt. Plus min stemme er ret sexet på den ha ha ha! 

Tags:
Ela Soria-Lundberg
elasorialundberg@bandsoftomorrow.com