04 apr Knusende og melodisk ekstremmetal fra københavnske Offernat

Foto: Offernat // Theis Wilmer Poulsen (pressebillede)

Den københavnske metalduo Offernat destillerer lyden på deres anden udgivelse, og selvom de løber ind i nogle af de samme begrænsninger som på debuten, så er det fremsynet metal af høj klasse.

5/6 Stjerner

Offernat fik også herfra velfortjente rosende ord for debutten ‘All Colours Retract’ i 2022. En plade der, med masser af personlighed og talent, blandede flere af ekstremmetallens subgenrer, såsom sludge, doom og black metal, med en tilgang, der mindede mere om to af metalgenrens mere eksperimenterende grene – nemlig prog og post metal. En præstation der blandt andet har sikret dem en plads hos det københavnske hardcore- og metallabel Indisciplinarian, der er kendt for toneangivende kunstnere fra undergrunden såsom Nyt Liv, Eyes og Solbrud.

Hvad er så nyt på toeren? Udover at der nu er et pladeselskab med? Ikke så forfærdelig meget. Men når man kommer med så meget eklekticisme og musikalitet som Offernat gør, er det ikke nødvendigvis en svaghed. Bandet er, med bassist William Frølands udtrædelse, blevet et medlem mindre, men det er stadig den samme blanding af knusende men melodisk rørende langforms kompositioner, man som lytter mødes med. Udover at der “mangler” en af de to sludgy vokaler i mixet og at bassen måske har færre melodiske linjer, så er det altså et markant mindre skift end den meget noterbare kursændring gruppen foretog sig mellem den eponyme debut-EP og debut-LP’en All Colours Retract.

Der er altså tale om de samme krydderier, men fordelingen har ændret sig: duoen dykker mere ned i sine doom- og blackindflydelser og skærer, selvom de bestemt stadigvæk er der, betydeligt ned på post-, prog- og sludgeelementerne. Samtidig står produktionen, der igen har Simon Sonne Andersen fra danske Orm bag pulten, også skarpere, ligesom vokalerne ligeledes har fået et nøk op i kvalitet. Det samlede indtryk er derfor en destillering af en allerede velsmagende bryg.

Det betyder bl.a. færre højtempo-riffs og rytmiske skift samt færre langstrakte atmosfæriske passagerer. Til gengæld er der flere hæsblæsende melodiske blasts og doomy outros med karakteristiske langsomme tempi, som det f.eks udspiller sig på titelnummeret samt på pladens afslutning “Funeral Fantasy”. De atmosfæriske og simple passager udfolder sig derimod hovedsageligt på de to “kortere” numre inden (“Where Nothing Grows” er bygget op omkring tre kompositioner på over et kvarters varighed hver).

Disse stilistiske ændringer er muligvis det, som fører til en større kompositorisk sammenhæng i hvert nummer sammenlignet med debuten. Men for pladen som helhed er det sammenlagte tolv minutters atmosfæriske åndedræt, man får lov til at tage sig mellem pladens tre hovedkompositioner, selvom de er veludførte, med til at tage toppen af momentummet. Ligeledes er lyrikken, selvom den passionerede levering og pladens melodiske intelligens løfter den betydeligt, stadigvæk for meget bygget op omkring velkendte fraser fra metaluniverset til at matche den personlighed og kvalitet, som musikken er skabt med.

På trods af disse få kritikpunkter er det svært ikke at forsvinde ind i Offernats mørke og rørende univers. De to københavnske ekstremmetallere er fantastisk musikalske og besidder en melodisk intelligens og kompositorisk eventyrlyst, man bestemt ikke kan tage for givet, og som gør dem til en klar anbefaling for fans af ekstrem og eksperimenterende musik

Skrevet af Emil Weis Brix