Kaizer er ikke bange for at træde på tæer, på sin nyeste single “Kurt Cobain”

Foto: Kaizer // Jeanette Philipsen (pressebillede)

Kaizer har brugt barndomsidolet Kurt Cobain som inspirationskilde og spejl, til at skabe hendes nyeste single “Kurt Cobain”. Med ærlige ord tager hun, for mange fans, et følsomt men vigtigt emne op

Vi kender Kaizer fra de dybere og mørkere emner hun tager op, og dette er bestemt ikke en undtagelse. “Kurt Cobain” handler nemlig om bipolaritet, og de maniske opture og depressive nedture sindslidelsen medfører. En lidelse som Kaizer deler med superstjernen Kurt Cobain, på 30-årsdagen for hans død.

På singlen blander Kaizer skandinavisk pop med splintrende punk-energi, og et emne ikke alle og enhver tør tage op. Singlen skaber temamæssigt associationer til Maddie Zahms “Robbie Williams”, som også indfanger en mørkere side af et idol, som hele verden kender til, men hvis egentlige problemer vi passer på med at ytre os højt om.

Jeg hørte Nevermind på REPEAT på mit kiksede teenageværelse. Jeg kan huske, at jeg slog mit hovede, første gang jeg ikke fik trykket stop på min sølvfarvede ghettoblaster, men lod CD’en køre videre, så albummets hemmelige ‘ghost track’ gik larmende i gang af sig selv, og jeg sprang forskrækket op. Jeg har derfor altid haft en særlig forkærlighed for det album, da det var mit første rigtige møde med rockmusik på egen hånd”, fortæller Kaizer. “Da jeg for nogle år tilbage blev diagnosticeret med bipolar lidelse, blev mit “bånd” til Kurt Cobain endnu stærkere. Jeg har derfor brugt ham og hans historie som en slags genkendelig figur til at kunne fortælle min egen historie. Det er nogle gange nemmere at fortælle historier via noget andet, og jeg ser ham som en slags åndsfælle, jeg kan spejle mig i. På godt og ondt.”

Bag kunstnernavnet Kaizer, står sanger, sangskriver og producer Karen Stenz Lundquist. Hendes seneste single “SHOPPING FOR MEDICINE”, har sat dagsordenen og tema for hendes kommende debutalbum, der vil udkomme her i foråret 2024. Til sommer er du også så heldig at kunne høre hende på SPOT Festival til maj, hvor hun spiller for andet år i træk, og viser sine nyeste udgivelser frem.

Lyt til nummeret her!

Sarah Holmbo
sarahholmbo@bandsoftomorrow.com