Gejsts nye single “Igennem Mine Skærme” er klar til at brage igennem dine højtalere

Foto: Gejst // Molly Grønberg (pressebillede)

Internettet er fyldt med folk der finder kærligheden gennem skærmen, men har online relationerne også ben at gå på uden for cyberspace? Gejsts nye single “Igennem Mine Skærme” handler om frygten for, hvorvidt kærligheden vil briste eller bære udenfor det digitale rum den opstod i

Gejst debuterede i 2021 med singlen ”De Forbudte Trin”, og har sidenhen domineret scenen ved adskillige liveoptrædener. Nu er de klar med endnu en single: “Igennem Mine Skærme”, der, stilen tro, er kendetegnet ved ærligt og genkendeligt sprog, drømmende synth melodier og et gardint bas riff, der tilsammen gør singlen til et ualmindeligt dansevenligt stykke ørehænger pop, der bestemt fortjener spilletid til din weekends strabadser. “Igennem Mine Skærme” er skrevet af bandet, og produceret af Mads Vadsager, kendt fra Lil Cat og Dusin. Gejsts tekster er præget af temaer som venskab og kærlighed, både den lykkelige og ulykkelige, og deres nye single er ingen undtagelse, med tekst som: “rækker mine arme ud / men der er ikke noget at røre ved / hvis vi stod i en anden verden / tror du vi to ku’ bære det”

Bandet, som består af tre venner, hvis bekendtskab er spiret til et musikalsk projekt, har brugt det seneste årstid på at udforske deres lyd og udtryk. Vi glæder os meget til, at de altid foranderlige og genreudfordrende Gejst, det kommende år skal vise det frem med op til flere koncerter og udgivelser.


Lyt til singlen her!

Tags:
Nicolai Hegelund
nicolai.hegelund@gmail.com