F L E M M I N G skaber alternativ rap om sine hverdagstanker

Foto: F L E M M I N G // Tinus Buus (pressebillede)

“Vedbæk Havn” er F L E M M I N G’s nyeste single, skabt i samarbejde med Pede B. Singlen er første udspil til hans kommende album Tilbage Til Nutid, der udkommer til sommer

“Vedbæk Havn” er endnu et udspil, fra den alternative hiphop genre, der kendetegner F L E M M I N G. Sangen handler om de korte bekendtskaber, og møder med mennesker man ikke skal se igen, og derfor ikke lover noget, ikke skylder noget og ikke forpligtiger sig til noget med. De indledende toner skubber tankerne mod 60’ernes radioprogrammer, inden F L E M M I N Gs stemme let talende og fortællende om sine umiddelbare tanker, lægger ud med ordene: “Du sagde min’ hænder / var lidt for heteronormative / øreringe med vedhæng / alt skuffer over tid”. Både dette og hans seneste album Vågner Med Solskin fra 2022, er skabt sammen med Pede B, og hans pladeselskab Sardina Music.

F L E M M I N G er kendt for hiphopmusik der skiller sig ud fra genren, hvor især rappen føles næsten strippet og nøgen, da alle fyldeordene, de smarte venderinger og den cool attitude skæres væk, og den enkle stil fyldes med nærværende ordspil. Den alternative rap blander hiphop, jazz, poesi og historiefortælling, som skiller sig ud fra mængden, i et ellers stort hav af musik.

F L E M M I N G debuterede med EP’en På Gensyn Med Gåsehud tilbage i 2014, og har siden da skabt sin egen plads i musikbranchen, med sine danske hiphop-numre, der både indeholder rap og personlige fortællinger. Hans nyeste album Tilbage Til Nutid, udkommer den 7. juni 2024.

Lyt til nummeret her!

Sarah Holmbo
sarahholmbo@bandsoftomorrow.com