Dusin dyrker klichéerne på sit mest personlige album til dato

Foto: Dusin // Daniel Nissen Lauritsen

”Det har været fuldstændig flydende at lave. Jeg har ikke skullet opfinde noget, eller tænke over, hvad jeg har haft behov for at fortælle. Det er bare strømmet ud af mig”.

Sådan fortæller Dusin, også kendt som Jesper Nohrstedt Boesgaard, om sit dugfriske album Før Dagen Er Gået. I skabelsen af albummet har Jesper allieret sig med sine kammersjukker, producer Mads Vadsager, og sangskriveren August Otto, hvilket har bidraget til albummets hudløst ærlige skildring, af tematikker som lykke, usikkerheder, ungdomsudfordringer mm. Målet har været at skabe et album uden den ironiske distance, eller forsøg på at pakke virkeligheden ind i kryptiske billeder og snørklede vendinger, men derimod at dyrke klichéerne, for at skabe noget ægte snarere end cool. Resultatet er et bundærligt og umiddelbart popalbum, der også viser den unge sangskrivers talent indenfor flere forskellige grene af genren. Lige fra det intime følelsesladede akustiske åbningsnummer, til de mere producerede storslåede popbaskere på albummet.
Dette er også eksemplet på albummets fokustrack “Hjerteflimmer”, hvorom Jesper udtaler:

”Hjerteflimmer er virkelig en ærkepoppet sang, der handler om at være totalt forelsket og forgabt i et andet menneske. Da min ven hørte den, sagde han ’Du var godt nok forelsket, da du lavede den!’ – og han havde ret,” udtaler Jesper og fortsætter; ”Sangskrivningsmæssigt går den til kanten, og nok også over ift. antallet af klichéer. Men der er jo en grund til, at de eksisterer – det er fordi, det er sådan, vi går rundt og har det. Den er lidt lavet ud fra præmissen om, at en 13-årig dreng, der lige har fået sit første kys, får stukket en mikrofon i hånden og skal synge om det”
I forbindelse med udgivelsen af albummet spiller Dusin tre shows i april både i Lille VEGA, Skråen og Posten, og Dusin kigger sågar også forbi SPOT Festival i Aarhus.

Lyt til albummet her

Tags:
Nicolai Hegelund
nicolai.hegelund@gmail.com