ANMELDELSE: Unikummet Ki! fik sendt svendborgenserne godt videre i byen 

Foto: Benjamin Absalonsen
Venue: Harders Svendborg 
Dato: 20.04.2024

5/6 stjerner

Ki! er en helt igennem unik musikalsk oplevelse. Det er ikke hverdagskost at støde på en musiker, der favner så genremæssigt bredt, og på samtidig holder den samme karismatiske energi hele vejen igennem. Det er tilfældet med Christian Ki – også på en live scene. 

Med guitarriffs, der tager afsæt i det sydkoreanske ophav, bund solid bas og funky trommer, der leder tankerne hen på Clyde Stubblefield, der var fast inventar hos James Brown, er ingredienserne til en cocktail, der bare smager af mere på sådan en lørdag aften hermed givet videre.

Scenen bliver sat med ’’Haeundae Beach Boy’’, der er åbningsnummeret på den vellykkede debutplade af samme navn. Publikum trækkes ind i et univers af koreanske toner og en smilende Christian Ki inviterer publikum indenfor med sin stærke guitarvirtuositet. 

Christian Ki er en ydmyg frontmand, hvis man altså ellers kan kalde ham det. Selvom det er ham, der er hjernen bag musikken, så deler han nemlig scenen ligeværdigt med bassisten Simone Tang og trommeslager Jens Bach Laursen, hvor førstnævnte virkelig fik publikum i stødet, når der skulle klappes i takt og danses. 

Koncerten bød på genresammensmeltninger i mange afskygninger.  Som på det soulede Motown-nummer ’’Happy’’, hvor The Blue Van frontmanden Steffen Westmark pludselig var at finde på scenen. Med nummeret ’’Nassomato’’ fik Ki! Sendt Svendborg en tur til det vilde vesten, og skabte associationer til Quentin Tarantinos ’’Django Unchained’’. Der var hilsner til arfobeat, kalypso, disco og plads til helterock-soloer i ¾-dele. 

Ki! var særdeles veloplagte, og interagerede godt med et publikum, der slugte alt, hvad der bragede ud af forstærkerne. Christian Ki Dall og Simone Tang måtte sågar uddele krammere, efter de havde vandret rundt blandt publikum og spillet. 

Publikum var underholdt, og det var musikere på scenen i den grad også. Ki! er et herligt friskt pust på den danske livescene.

Skrevet af Benjamin Absalonsen

Tags:
,
Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com