Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 9

Foto: Hvor Er Skygge // Lea Klammer

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Denne gang har vi fundet fem forskellige albums/EP’er, som byder på alt fra dansk pop til de gode disco numrer. Læs med og fang noget nyt blandt vores favoritter!

Hvor Er Skygge- Sommetider Evig Forårsregn
Hvor Er Skygge præsenterer hans debutalbum Sommetider Evig Forårsregn, en blændende blålilla drømmerock-komet på Danmarks musikhimmel. Albummet kredser om temaer som regn, vand, og lys og udforsker poetiske og abstrakte tekster fra kinesisk spiritualitet til apokalyptisk begær.
Albummet er en sammenflettet musikalsk rejse, der kombinerer shoegaze, elektronisk, klassisk, pop og jazz i en sammenhængende oplevelse. Jeppe Dengsø, alias Hvor Er Skygge, beskriver albummet som en reflektion af hans egen rejse gennem mentale udfordringer og healing. Sommetider Evig Forårsregn er ikke kun et musikalsk værk men også en personlig hyldest til naturens helende kræfter. Albummet præsenterer en eklektisk blanding af klarinetjazz, neoklassisk vibrafon, fantasy-fløjte og electrobossa.
Hvor Er Skygge er helt klart en kunstner, vi skal holde øje med i 2024 ! Desuden kan han opleves i København, Aarhus, Kolding og Silkeborg i marts måneden i forskellige koncertsale ! Lidt om albummet:

Albummet handler ikke nødvendigvis direkte om den her periode i mit liv, tror jeg. Men min længsel og tro er i det og jeg håber at mine sanges søgen vækker genklang. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at lede efter lys og om at elske foråret dybt. Jeg håber aldrig jeg regner tingene ud og bliver for voksen til at længes“– Jeppe Dengsø

Wili Solo- As Far As We Know The Sky Is Blue
Det københavnske alternative R&B-talent, Wili Solo, bryder grænser på sit debutalbum, As Far As We Know The Sky Is Blue. Med 11 tracks udforsker albummet en selvsikker sårbarhed, der er nødvendig for kunstneren bag at nå frem til en accept og forståelse af begrebet selvkærlighed. Titlen på debutalbummet rummer en symbolsk tvetydighed, der indkapsler en personlig udviklingsrejse fra emotionelt kaos, tvivl og forfald til genvunden styrke, selvtillid og en fornyet tro på den egentlige sandhed om den, man var og er nu. I albummet blander Wili den velkendte R&B-atmosfære, men tilføjer samtidig eksperimenterende elektrolyde. Hans kreative tilgang tilfører en frisk og fængende dimension til R&B, der sætter albummet i stand til at vende R&B-genren på en innovativ måde. Sangeren har også en speciel måde at udtrykke sig på, ikke så meget i sang, men hans stemme inviterer til en fortælling, hvor tingene bliver fortalt som de er. Wili Solo har tidligere markeret sig i den danske undergrund og introducerer nu et samlet kreativt output skabt i samarbejde med Mikkel Kjær og Jens Rønne.

“Det er hverken selvisk eller arrogant at elske, stole og tro på sig selv. Tværtimod, er det et vigtigt livsvilkår, som kan være umuligt at få øje på, når ens virkelighed holdes i et jerngreb af udefrakommende følelser. På mange måder repræsenterer de her sange, både gennem teksterne og i musikken, det sårbare menneske. Men også en erkendelse af hvor man står i livet, for at finde videre. Så vidt vi ved, er himlen blå… Men en sandhed er kun en sandhed, til den ændres,”

Goss– Sentimentallica
Så meget country er der ikke mere i Goss‘ lyd, men han formoder stadig at forny sig igennem årene og eksperimenterer med nye lyde: nye toner, up-beat percussioner, men også meget indie-rock. Sangene fra Sentimentallica tager helt forskellige retninger musikalsk. Dog har de noget tilfælles – det er Goss, der synger dem. På den måde finder sangene altid et samlingspunkt, hvor hans musikalsk univers kan trives. Den talentfulde danske musiker, Goss, har netop i dag udgivet sit nye album, der markerer begyndelsen på en spændende ny fase i hans musikalske rejse.
Goss karriere som solo-artist startede tilbage i 2017 med udgivelsen af EP’en Healthcare og en række udsolgte koncerter, en europæisk supportturné for verdensstjernen Mura Masa og optrædener på store festivaler som Roskilde Festival og Corona Capitol (Mexico). I 2020 tog Goss et vigtigt skridt med udgivelsen af sit anmelderroste debutalbum, Group Therapy, der har cementeret ham som en af de mest spændende pop-artister i Danmark. Albummet blev anerkendt som et af årets bedste danske album af Politiken og sikrede Goss en nominering som årets producer til Steppeulven Prisen. På det nye album møder vi en multifacetteret Goss. Det er ikke bare sider, som han ikke havde delt med os før, men en musikalsk udvikling, hvor den nye Goss kan træde frem.

Faye Webster- Underdressed at the Symphony
Underdressed at the Symphony er den seneste pragtfulde dokumentation fra den talentfulde kunstner fra Atlanta, Faye Webster, der udforsker hjertesorg og komiske øjeblikke i en skøn forening. Hendes musik er indhyllet i en glitrende palet af indierock, pop, Americana og R&B. Faye Webster har efterhånden etableret sig som en lovende ny kunstner inden for den drømmende 70’er-haze pop-genre.
Siden sit gennembrudsalbum Atlanta Millionaires Club i 2019 har hendes musikalske rejse ført hende sammen med uventede kunstnere som Lil Yachty. Hendes nyeste album, Underdressed at the Symphony, er inspireret af hendes trang til at forsvinde blandt koncertgængere ved Atlanta Symphony Orchestra. Hun beskriver det som terapi for sig selv, hvor hun kan skjule sig i mængden, bare være til stede og hele. Dette album er ubesværet underspillet i sin stil og viser den samme Faye Webster, som vi kender. Hun forsøger ikke at give svar, men blot at leve i øjeblikket, dokumentere hendes hjertesorg og latterlige øjeblikke og bare have det sjovt. Websters afslappede, country-tingede indierock føles meget hjemlig og tillidsfuld, og det er netop den følelse af forbindelse, vi alle ønsker at opleve i et album.

Andreas Odbjerg- un hommage
Der er ingen tvivl om, at Andreas Odbjerg dominerer Danmarks popscene. Med hits som “STOR MAND” og “Jeg Ka’ Rigtig Godt Li’ Dig” har Odbjerg formået at male byens fedeste nætter.
Albummet un hommage rammer den samme energi som nogle af Danmarks største hits. Startende med en diskolignende instrumentel funk er Odbjergs stemme umulig at overse. Musikalsk kan vi fornemme, at Odbjerg har haft sjov med at eksperimentere med forskellige stilarter, livlige jazzy lyde og generelt et mere legende album. Et særligt højdepunkt inkluderer også fusionen af spændende genrer som dansk bossa nova, især mærkbar i singlen “Svært at være Fantastisk”. På forårets dag, kunne albummet ikke være udkommet på et bedre tidspunkt. Dets diskotunede sange kalder på en god start på de solrige dage.

Ela Soria-Lundberg
elasorialundberg@bandsoftomorrow.com