05 mar Ugens Upcoming // popdreng
Foto: popdreng // Vaiva (Moshmallows)
Denne uges upcoming er duoen popdreng, der leverer ægte popnumre, med afsæt i K-pop-universets sprudlende tilgang til farver og mønstre, hvilket også kommer til udtryk gennem drengenes lyd. Dog skal man ikke forvente K-pop musik, men snarere tænke i catchy melodier, danselyst og en unik blanding af… (you guessed it): pop og elektro!
popdreng, den danske musikduo bestående af forsanger Bertram Jessen Nystrøm og producer Sebastian Sloth, er aktuel med deres første pophits og kommende debut-EP. Inspireret af K-pop-universets farverige æstetik kombinerer popdreng sprudlende visuel stil med en energifyldt lyd, der udforsker temaer omkring deres egne oplevelser. Duoens musikalske cocktail af pop, funk, hiphop og synth-pop skaber en dansabel oplevelse, mens deres inspirationskilder spænder fra hiphop-legender som Kanye West til moderne pop ikoner som Max Martin.
Det var jo egentlig kun tilbage i oktober 2023, at vi først fik smag på popdrengs farverige univers. Men “lidt” erfaring inden for musikbranchen betyder ikke noget, når man ved, at man brænder for et projekt og har talent. Sådan kan man definere popdreng: fyldt med popmelodier, danseinvitationer og samtidig veludarbejdede tekster og produktioner. Det er som om, at popdreng har knækket koden til at skabe fantastisk musik og har fundet deres unikke lyd, men de er endnu ikke blevet opdaget af masserne. Af denne grund ønsker vi på redaktionen at støtte og fremhæve talentfulde kunstnere som popdreng. Hvis man hørte dem i radioen eller på en bar, ville man næppe have vidst, at de kun har skrevet to sange. Og det fungerer så godt, fordi de netop kender deres lyd og identitet. Denne dynamiske duo er uden tvivl værd at følge i år, i anledning af deres debut-EP. Alt, hvad vi kan sige er, at vi ser frem til at opleve, hvilke popprojekter duoen vil præsentere i fremtiden, og hvordan publikummet vil reagere på dem.
Hvem er popdreng?
–Vi er to gutter på 23. Vi hedder popdreng og er en duo, der består af forsangeren Bertram og produceren Sebastian. Vi begyndte at lave musik for 2,5 år siden og har udgivet vores to første singler: ‘Svimmel’ og ‘Skør’.
Popdreng kommer af, at Bertram blev kaldt for ”popdreng” af sin eks-svigerfar i en periode, hvor han forsøgte at skille sig ud og være imod systemet – men udefra set – var han øjensynligt en rigtig popdreng, mente ekskærestens far… Jeg propper pop i Popdreng, siger Sebastian – og Bertram: jeg står for dreng. Popdreng er valgt med et ironisk glimt i øjet, fordi vi er nogle rigtige popdrenge, der elsker god popmusik – og det står vi ved!
Hvordan vil I beskrive jeres lyd?
-Når vi skaber musik, så er vores selvopfundne filosofi: Du må ikke kunne sidde stille! Hele kroppen skal blive ramt, om det så er, at publikum laver ormen eller vipper med hovedet er lige meget, så længe musikken kan mærkes.
Vores lyd er en pop/funk-inspireret cocktail, med elementer fra bl.a. hiphop, new jack swing og synth-pop.
Hvordan startede I?
–Vi startede med, at Sebastian sendte mig en DM med en fed demo. Vi har gået på gym sammen og havde begge interessen for musik – men vi kendte ikke rigtigt hinanden. Så mødtes vi og udvekslede sange og begyndte at snakke om hvad og hvem, der inspirerede os, og hvilke musikalske elementer der tiltalte os mest. Så gik Sebastian i gang med at lave en instrumental, og jeg begyndte at udfolde et tekstunivers. Før vi vidste af det, havde vi lavet første demo til “Skør” og skabt Popdreng.
Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?
–Det starter oftest med, at der opstår en musikalsk ide i hovedet Sebastian. Den bliver så spillet for Bertram, og så kører maskinen derud af! Vi finder oftest melodi-ideer med det samme, og Bertram tager så hjem og skriver teksten om en historie, han selv har oplevet, noget han observerer, eller vennerne fortæller ham. Så mødes vi igen, denne gang for at nørde ordlyden, fifle med rim og vendinger og finpudse. Til sidst indspiller Bertram sine lead-vokaler, mens Sebastian lægger kor og harmonier under.
Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?
● Bertram: Tekstunivers
–Når jeg skriver tekster, prøver jeg så vidt jeg kan at sammensmelte en mere hiphop relateret rim-struktur og frasering, oftest inspireret af tekster fra Kanye West, Joey Badass og Big L, med nogle mere pop/indie pop inspirerede melodier ala Roy Blair, Hunny og Dominic Fike. Når det kommer til ren og skær artikulering og vokal udtryk, har jeg draget meget inspiration fra forsangere som Julian Casablancas af The Strokes og Damon Albarn af Gorillaz.
● Sebastian: Produktion:
–Jeg er inspireret af Max Martin – i min optik ”den moderne pops”-far, hvor CV’et taler for sig selv. Ian Kirkpatrick, fordi hans krøllede og kreative hjerne altid har fascineret mig – især hans arbejde med Dua Lipa.
Charlie Puth fordi han, udover sit absolutte gehør, producerer størstedelen af sine sange selv – som vi også gør – og har en fed måde at skabe dansabel og funky pop på.
Hvad er der på pladespilleren lige nu?
● Bertram
–Lige for tiden har jeg haft en del Phoebe Bridgers på playlisten, især hendes album Punisher. Udover det har jeg holdt øje med en relativ ny kunstner, 2Hollis, som har været på repeat på det seneste.
Dog vender jeg pålideligt tilbage til Graduation af Kanye West, Madvillainy af Madlib og MF Doom, Is This It af The Strokes og The Divine Feminine af Mac Miller.
● Sebastian
–Jeg hører en del Ella Augusta og Post Malone, efter at have set dem begge live indenfor det seneste år, og som altid hører jeg meget Queen, Michael Jackson, Earth Wind and Fire – og generelt 70s og 80s musik.
Hvad er I i gang med lige nu? (på musikfronten)
–Lige for tiden er vi ved at skrive sangene til vores første album, men vi bruger også en masse tid på sociale medier – især TikTok – for at se om vi kan knække The Holy Grail der.
Hvad er drømmen
–At spille kæmpe koncerter og turnere Danmark rundt, samt at arbejde med de største i musikbranchen. De tre klareste og største stjerner i horisonten er: Parken, Royal Arena og Orange – men hvem ønsker ikke det? : )
Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
–Uha, der er jo ikke så mange at vælge imellem endnu, så på nuværende tidspunkt helt klart en af vores første to singler “Svimmel” og “Skør”.
Vi er enormt stolte over dem, og vi håber folk vil tjekke dem ud : ) <3
Lyt til dem her !