Ugens Upcoming // Downtown July

Foto: Downtown July // Frederik Valdemar Kjeldgaard (pressebillede)

Til denne uges upcoming har vi æren af at præsentere dansk indie-pop fra Silkeborg, Downtown July. Bandets musikalitet er fyldt af melankoli og sjæl, der understøttes af et musikalsk univers, der strækker sig fra bløde akkorder til storslåede energiudladninger. Teksterne er ærlige og kredser om ungdommens forvirrede følelsesmæssige og mentale kaos

Downtown July er et band, der måske ikke umiddelbart lyder bekendt, men allerede har opnået en vis musikalitet, der gør dem specielle i den danske musikscene. SPOT-festivalens faste deltagere husker måske bandets uforglemmelige koncert, hvor en af guitarerne gik i stykker to gange, men hvor energien var så høj, at de fortsatte med at spille, som om der ikke var noget at bekymre sig om. En anden interessant faktor, som folk måske ikke kender til, er, at Downtown July allerede har skrevet sig ind i musikhistorien. De har været det første dansksprogede band, der spillede musik i det ikoniske Abbey Road-lydstudie, der har været studiet for mange legender som Radiohead, Marvin Gaye og The Rolling Stones! En meget imponerende præstation, når man tænker på, at Silkeborg-bandet først slog sig sammen i 2019. Men endnu en gang viser bandet, at alder ikke er andet end et tal, og at enhver med potentiale og talent kan opnå hvad som helst. Men uden yderligere omsvøb har vi haft æren af at få Downtown July som denne uges upcoming.

Hvem er Downtown July?
Downtown July er den mærkelige sammensmeltning af 5 individer, der alle kommer med forskellig musikalsk baggrund, men fælles passion for musikken. Men mere lavpraktisk er vi Leo (Forsanger), Janus (Guitarist), Asmus (Guitarist), Søren (Bas) og Mikkel (Trommer). Et ret klassisk setup, som vi dog vover at påstå vi har et nyt take på. 

Hvordan vil I beskrive jeres lyd?
Vi bruger selv ofte betegnelsen “groove og græd”, he he. Det er dansksproget inderlig lyrik, alt sammen over indie-guitarer og en groovy rytmesektion. Der er ofte høj energi i musikken, men med tekster der er billedskabende, beskrivende og fabulerende, halvt nede på jorden og halvt oppe i skyerne.

Hvordan startede I?
Vi startede i 2019, da Leo, Janus og Søren var ved at færdiggøre 3.G. Måske i virkeligheden mest som en overspringshandling fra læseferien. Vi kendte i virkeligheden heller ikke hinanden så godt i starten, men gradvis begyndte det musik vi skrev at ramme noget nerve, som både bandt os sammen som mennesker, men som også motiverede til at det her skulle være det, vores liv handlede om. Da Mikkel og Asmus så henholdsvis kom til i 2021 og 2022 tog alt musikalitet og professionalisme så bare endnu et kæmpe step up.

Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?
Tingene starter oftest ved Janus, vores ene guitarist, i form af en demo, et riff eller en lyrisk idé. Så bliver der arbejdet på tingene i hold af enten to eller tre mand, og når skelettet så begynder at være der, bliver de taget med til bandet, hvor vi omarrangerer, udbygger og bare leger med tingene. De primære kræfter i sangskrivningen er Janus og Leo, men alle byder ind og er med til at forme det færdige produkt.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?
Musikalsk har vi nok altid trukket mere på udenlandske kunstnere end danske. Kunstnere som The 1975, The Police/Sting, Jeff Buckley og Bon Iver. Lyrisk kommer der selvfølgelig så en del mere dansksproget ind. Guldimund, Katinka og Peter Sommer fylder f. eks. meget. Men vi kommer også alle sammen ud af meget forskellige musikalske baggrunde, hvilket også er noget af det der skaber både kemien, men også spændingen i vores lyd.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?
Søren: Djesse Vol. 4, Quadeca og Paul Simon.
Leo: Raye og Koffee
Janus: Tangk – Idles / Combat Sports – The Vaccines 
Asmus: Bruno Mars/Silk Sonic
Mikkel:  “Moon Safari” med Air og “Who Are You Now” med Maddison Cunningham

Hvad arbejder I på i øjeblikket på musikfronten?
Tjoh, en masse vi er nød til at dræbe jer hvis vi fortæller om. Men der bliver i hvert fald skrevet sange på livet løs, med henblik på noget der minder om et album. Og så har vi en del fede koncept-koncerter i år, bla. dobbel-koncert med vores kærester Ny Skole Patina, en koncert med kor på i Vor Frelser Kirke og en række fede release-koncerter. 

Hvad er drømmen?
Drømmen er at tage musikken så lang som den overhovedet kan bære. Vi ønsker at være allemandseje en skønne dag, Orange yadda yadda, alt hvad den kan trække. Men samtidig at stå fast på vores visioner og identitet hele vejen gennem den rejse. At komme med noget fra højre, og gøre det til det, folk ender med at kalde mainstream og måske kopierer lidt her og der.

Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
Svært at sige, men nok “Du står her stadig”. Den blev lavet på en meget unik tur vi havde til Abbey Road, med de fedeste strygere i verden. Det er også ofte en sang vi slutter vores sets med, men ikke altid. For det er en meget både øm og meget ambitiøs sang at spille. Men der kommer man helt ind under huden på både Leo, men igennem de musikalske valg, der er taget, også alle i bandet.

Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville den så være? 
Næsten svært ikke at blive lidt sælger-agtig her, for vi har jo faktisk en band-øl, vi har brygget sammen med vores venner hos Ølluminati. Som man, udover på bryggeriets egen bar, kan nyde på Tanken i Aarhus. Så det er jo nok den, det ville være. “Downtown July, kom for musikken, bliv for øllen”. Eller sådan noget.

Ela Soria-Lundberg
elasorialundberg@bandsoftomorrow.com