15 mar Sandra Kolstad vender tilbage til sine klaver-rødder… med et tvist
Foto: Sandra Kolstad // Ida Bjorvik (pressebillede)
Elektronikken får en finger med i spillet på Sandra Kolstads 7. album, hvor klaveret ellers er tilbage i centrum for hendes musik, mens hun undersøger tematikkerne om at være menneske, og de mange sider der kan udforskes og udvikles livet igennem
På hendes syvende album SOFT HARD vender Sandra Kolstad tilbage til instrumentet det hele startede ved, nemlig klaveret. “På gode dage var det som at møde en gammel ven. Men som regel var det som at møde en gammel fjende”, siger Kolstad selv om processen.
Men Sandra Kolstad er ikke gået tilbage til den samme ‘gamle’ stil, men har valgt at finde nye metoder at arbejde med instrumentet på, og udforske dets klang med forskellige indspilningsteknikker, så der skulle være mindst mulig post-produktion at arbejde med efterfølgende.
“Jeg ville dekonstruere klaveret, åbne det op, ikke behandle det med så meget respekt, som jeg gjorde, da jeg var på vej ind i den klassiske musik som barn”, fortæller Kolstad. “Jeg ville på en måde gribe fat i pianokroppen og ryste den, og bruge alle lydene, der faldt ud. Jeg har optaget knirkende og perkussive lyde, der opstår, når jeg bruger pedalerne. Og jeg har komprimeret lydene så meget, at selv de mindste strengesvibrationer kommer med.”
Klaveret bliver kombineret med elektroniske lyde, mens tematikkerne på Kolstads nye album, har yderpunkterne af det at være menneske i centrum. Det både at kunne være blød og hård, i krop og sind, og at være et helt menneske i en nyliberalistisk virkelighed.
Albummet er produceret af Sandra Kolstad, i samarbejde med Yngve Sætre, Hanne Hukkelberg, Asbjørn Terkelsen og Erlend Mokkelbost. Titlen SOFT HARD er udvalgt fordi det er en direkte oversættelse af piano på italiensk – pianoforte.
Lyt til albummet her!