14 mar PREMIERE: JEONA er FOMO Free på sin nye single, og dertilhørende musikvideo, af samme navn
Foto: Jeona // Dennis Emig
“Jeg har selv været nødt til at trække stikket fra mine sociale medier i lange perioder. Efter jeg er blevet ældre har jeg fundet en ro i ikke altid at være online og være med til alt, og den erfaring vil jeg gerne dele ud af”
Sådan fortæller JEONA i en pressetekst. Ironien er heller ikke tabt på ham, for han påpeger desuden den paradoksale følelse i at promovere en single om at trække sig fra de sociale medier på de selvsamme. Det handler om at finde en sund balance, uddyber han.
I den forbindelse har vi fået den udsøgte fornøjelse at premiere hans spritnye single, og dens dertilhørende musikvideo, “FOMO Free”. Denne gang er den 30 årige artist/sangskriver/producer hoppet i pyjamasen, i en hyldest til at blive hjemme.
Me, myself and I / living our best life / Say I’m feeling sick / when really I’m fine
Singlen og dens dertilhørende musikvideo er en forfriskende simpel og humoristisk ode til at koble af, både fysisk og digitalt.
Videoen har derfor passende fået sig et grynet filter på, der vækker associationer til gårsdagens simplere analoge tider, dengang vi ikke var konstant ‘plugged in’.
Med klippe/klister æstetik, greenscreen og pyjamas, danser JEONA rundt med sig selv, sporadisk afbrudt af sekvenser med kunstneren som hhv. speedo beklædt chipse-dykker og lonesome cowboy. Budskabet går klart igennem: “Det her gemmested er ikke stort nok til os begge to”. En holdning der skal være plads til:
“Bare fordi man har perioder, hvor man er off grid, betyder det altså ikke, at man mister alle sine venner”. Som han nævner i reference til verselinjen: “I might lose some friends to this, let’s see who sticks”.
“Mange unge mennesker er bange for at miste venner, hvis man ikke dukker op til fester, arrangementer osv., men min oplevelse er, at de venskaber, der virkelig betyder noget sagtens kan holde til det”, uddyber han.