ANMELDELSE: Omfavnende rockeksplosion fra IDLES 

Foto: IDLES // Laura Ioana  
Venue: K.B. Hallen 
Dato: Tirsdag d. 19 marts 2023

Man skal ikke have fulgt særlig meget med i den europæiske rockscene for at være stødt på navnet IDLES. Det britiske band blev dannet i 2009, og er gået fra ukendt undergrund til udsolgt Europaturné. På trods af voldsomme emner som død, sorg og giftig maskulinitet skabte de stadig et kærlighedsshow, med et generelt budskab om accept og taknemmelighed, og hele koncerten havde den helt perfekte balance af fest og seriøsitet.  

5/6 Stjerner

Opvarmningen var Ditz, et lovende skud på den britiske rockstamme. Det var meget fedt, meget højt, og en smule selvhøjtideligt. De tog de skarpe skyts i brug med et overvældende lysshow og røg. Min sideperson var ellevild, men publikum virkede generelt ikke overbevist. Med verdens korteste stagedive fra forsangeren, og lidt lav energi fra publikum faldt det en smule fladt, og det overrasker, da de var dygtige og umiddelbart virker som den ideelle opvarmning for nogle ægte rockstjerner som IDLES

Men stemningen skulle hurtig vende, da IDLES træder ind og starter aftenen med “IDEA 01”. Publikum stod nærmest hallucinerede og boppede lydigt med til startnummeret fra deres hitalbum “TANGK”. Den store hal var mørklagt, kun oplyst af det rytmiske lysshow der skabte associationer til en perfekt festivalnat. Trancen stoppede halvvejs inde i andet nummer hvor forreste del af publikum begyndte at bevæge mere på sig, men opbakningen var tydeligvis stor blandt hele publikum og der blev entusiastisk klappet og hujet gennem hele aftenen. Det er tydeligt at IDLES’ fans virkelig elsker dem – de kunne ikke gøre noget forkert, og det gjorde de heller ikke.

Forsanger Joe Talbot var intet mindre end eminent, og hans rå vokaler fungerer fantastisk live. Det er et under at han holdt hele aftenen, for udover at agere forsanger kom han også med både personlige anekdoter, politiske budskaber og instrukser til publikum. Under “Gift Horse” befalede han: “open the fuck up, all the way back if you can” og publikum delte sig lovlydigt på midten, og smeltede derefter sammen til en gigantisk moshpit mens Talbot passende skrålede “look at him gooooo”. Efter dette var der kun korte pauser i publikums energi, og der var altid mindst tre mennesker der stagedivede rundt blandt de løftede hænder. IDLES skabte én stor energiudladning, der holdt hele aftenen. 

Det er ikke for sjov at IDLES er en kæmpe spiller på den britiske rockscene, og de leverede i dén grad en ægte rockkoncert. Det hele var bare skarpt og lækkert, og hvis man nogensinde har frygtet at bandformatet skulle uddø, skylder man virkelig sig selv at tage til IDLES koncert. Der var en charmerende oprigtighed, og bandmedlemmerne var til stede og præsterede. Selvom de egentlig havde været nok i dem selv, var IDLES akkompagneret af et gevaldigt lysshow der fungerede godt, og gik fra voldsomme røde spots til smukke hvide motiver. Kombinationen af den høje musik og det omfattende lysshow skabte trancelignende minutter med de lange musikstykker som baggrundstapet. Og det fungerede virkelig godt!

Talbot gentog flere gange “Tak! Tak! Tak”, og taknemmeligheden virkede oprigtig. Under “Gratitude” tager publikum under formaning hænderne op, og det var rørende at se den kæmpe kærlighed. Man kunne mærke det – det var smukt.

Hele festen blev sluttet af med et rungende spørgsmål fra Talbot: “COPENHAGEN DO YOU WANNA DANCE?” – og det ville København gerne. Gulvet var levende, og stemningen gik amok på den helt rigtige måde. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at IDLES kan skabe en ordentlig rockkoncert, og det diverse publikum var begejstrede fra start til slut. Det er en kunst at kunne opretholde så højt et niveau gennem næsten to timers intens musikperformance – men IDLES gør det!  

Skrevet af Martine Clante Hansen

Tags:
Frederikke Pedersen
frederikkepedersen@bandsoftomorrow.com