Ø Festival på Langeland tilføjer 3 nye navne til musikprogrammet

Foto: JJ Paulo // Nicolai Hegelund – Musik i Lejet 2023

GRETA, JULIE PAVON og JJ PAULO kan nu tilslutte sig det allerede stærke lineup på langelandsfestivals stedfortræder: Ø Festival

Der var mange slukørede festivalgængere da langelandsfestival i 2022 måtte begære konkurs. Der gik dog ikke længe før øen i det sydfynske fik sig en stedfortræder, i form af Ø Festival, som er klar til at løbe af stablen, for første gang, allerede i år. Festivalen kan allerede nu byde på et flot lineup, bestående af kunstnere som Guldimund, Anne Linnet, Coco O, Tina Dickow, Lucky Lo, Alex vargas, Karl William m.fl. De garvede skabere af den nye festival kan nu tilføje yderligere tre acts til det allerede flotte program, nemlig GRETA, Julie Pavon og JJ Paulo.

JJ Paulos koncerter er altid uundgåelige dansefester, og vi regner bestemt ikke med, at det vil være en undtagelse når den dansk-tanzanianske stjerne indtager det sydfynske øhav. Joram Johan Paulo er opvokset i Silkeborg og har siden 2012 skrevet sin egen musik, præget af danserytmer, afrobeats og hiphop så forførende at det næsten konkurrerer med hans moves. Han har høstet rigeligt med ros både i Danmark og internationalt, for JJ Paulos musik kender ikke til landegrænser. Eksempelvis blev han sidste år både nomineret til Echoprisens ‘Årets forbillede’ og ‘Årets livenavn’ af GAFFA, og vi har da også selv givet ham et par kærlige ord på vejen, både som feature i ugens upcoming og i vores anmeldelse af hans Spot koncert, vi sidste forår gav topkarakterer.

Også Julie Pavon har høstet flotte anmeldelser både her og internationalt. Soundvenue kalder hende “landets mest intense liveperformer” og beskriver hendes koncerter som “en oplevelse din krop aldrig vil glemme” og vi har selv givet hende 4/5 stjerner på både BY:LARM og syd for solen i 2023. Med sangen “Don’t Call Me Out” blev Julie Ugens Uundgåelige på p3 og hendes sang “Jelous” er blevet spillet på over 13 radiostationer over hele verden.

GRETA, Danmarks nye synth dronning, har skam også i tidens løb fået adskillige rosende ord fra vores side. Vi har tidligere givet hendes flotte andet album, Forever We’ll Be Dancing hele 4/5 stjerner, og beskrevet det som “vellyd fra perlende synthesizere, atmosfærisk vokal og nostalgiske club vibes“. Den tyskfødte popsangerinde er klar til at lange sine elektroniske grooves og tryllebindende vokal ud over scenekanten og tværs over Langelands marker, når også hun til sommer gæster Ø Festival.

Ø Festival fylder uge 30 og Langeland med oplevelser og aktiviteter for den 25.-27. Juli at sætte program på morskaben og spille op til dans på Rue Mark.

Nicolai Hegelund
nicolai.hegelund@gmail.com