20 mar Neosoul duoen Tigeroak udgiver nyt udspil til kommende EP
Foto: Tigeroak // Dicte Hostrup Sønnichsen
Neosoul duoen fra Kolding har siden deres debutalbum i 2023 haft fart på med shows i bl.a. New York, Beijing, Paris og Berlin, og har lige vundet en DMA for Bedste Jazz Single sidste år. Nu er de klar med deres nyeste udspil til den kommende EP, i form af singlen “Absent Angel”
Vokalist Anna Prinds, og producer og lydkunstner, Laurits Steen Møberg, bedre kendt som neosoul duoen Tigeroak pønser på en EP. Den er primært blevet til i duoens hjemmestudie i Århus og kommer til at bestå af fire sammenhængende nytænkende numre og er planlagt til at lande d. 26. april. Den første smagsprøve fik vi tilbage i Januar og nu er Tigeroak klar med endnu en forsmag. Singlen “Absent Angel” er paradoksalt tilvejebragt af en god gammeldags writersblock. Den opstod først som en tekst, skrevet i en periode, hvor der var lidt længere imellem de gode ideer end normalt. Derfra udsprang itanken om at personificere selve inspirationen som en uopnåelig og fjern figur. En inspirations-engel der enten kan oplyse nye veje eller efterlade dig i tusmørket.
“Before it used to be mine / My absent angel / Bless me with your light / Shine it on the inspiration, I can not find”
Det er næsten poetisk at denne engels fravær skulle være det der inspirerede tilblivelsen af bandets nye single. Dens veje må siges at være uransagelige, men vi takker den og Tigeroak for en fremragende single, til at holde os beskæftiget, imens vi spændt venter på resten af EP’en.
Lyt til singlen her!