Martin Høybye fletter sine evner som sangskriver sammen med vigtige budskaber

Foto: Martin Høybye // John Lauritzen (pressebillede)

På trods af livets nogle gange hårde slag, kan vi rejse os igen. Vi kan ændre os, og vi kan lære at hjælpe andre frem i livet, på trods af forskelligheder, hvis blot vi ser forbi det ydre, og ikke mindst vores egne fordomme. Alt dette forsøger Martin Høybye, i samarbejde med Lul Omar, at indfange i singlen “We Can Change”.

Martin Høybye har endnu en gang valgt at lytte. Lytte til et andet menneskes historie, og ad den vej skabe en sang der spreder forståelse og mening for mange. “We Can Change” har Høybye skrevet i samarbejde med Lul Omar, som er anden-generations somalisk indvandrer. Lul Omar er grundlægger af organisationen Najima Association, som arbejde for at støtte børn og unge med dobbelt kulturel baggrund i Danmark. Hendes tro på at mennesker kan ændre sig til det bedre, ligger til grund for teksten og deraf titlen på singlen – “We Can Change”. En barndom præget af omsorgsvigt, og senere en rejse til en Somalisk landsby for at blive ‘genopdraget’, førte til at Omar siden har haft svært ved at klare sig gennem hverdagen.

Sammen har de to skabt en rolig og smuk single, bl.a. med teksten: “Can we not respect each other / I don’t like the acting game / Let’s not hide, let’s uplift each other / I still believe that we can change”.

Sanger og sangskriver Martin Høybye har siden 2018 skrevet sange i samarbejde med forskellige mennesker fra både ind- og udland, med fokus på deres personlige oplevelser og erfaringer. “We Can Change” er fjerde single på sangerens kommende album Songs in the Key of Collaboration, som udkommer den 3. maj 2024. Albummet vil indeholde 10 sange, som alle er skrevet i samarbejde med folk med mange forskellige etniciteter, baggrunde og historier at fortælle.

Lyt til nummeret her!

Sarah Holmbo
sarahholmbo@bandsoftomorrow.com