06 mar “Jeg Elsker Jylland” er vestdanmarks nye nationalsang
Foto: Emil Lange // Frederik Barasinski (pressebillede)
“Jeg Elsker Jylland” er en kærlighedssang til ingen mindre end Danmarks eneste fastland, skabt af DJ Emil Lange og produceren Balken
Mangler du en ægte dansk festsang til aftenens dansegulv, så er Emil Lange og Balken klar med deres nyeste single “Jeg Elsker Jylland”. Netop hjemvendt fra Alperne som DJ-kongen af afterski-partyerne, er Emil Lange nu klar til at sætte gang i festen herhjemme, med en kærlighedssang til hjemlandet, og ikke mindst den del han selv har festet sin vej igennem.
Emil Lange fortæller: ”Ovenpå mit 11. år som Alpernes foretrukne afterski DJ, er jeg er tilbage i Dannevang i fuldt flor – ligesom busserne fulde af unge, solbrændte mennesker. Og på forårets første dag får de min kærlighedssang til Jylland. Min gode ven Balken har produceret tracket, så det er klar til at få alle de jyske klubber, jeg skal ud og ramme i marts måned, til at gynge. Så næste gang du er på disko i Jylland, så kig over i hjørnet, der sidder helt sikkert to store flotte mænd uden trøjer på. Det er med alt sandsynlighed Balken og Emil Lange.”
Emil Lange er en dansk DJ, som gæster hele 12 jyske klubber i marts måned 2024. Han fyrer den af med store hits som “Fuck Systemet”, “10 år” og “Langt Liv”, og selvfølgelig med det nyeste skud på stammen “Jeg Elsker Jylland”.
Lyt til nummeret her!