27 mar Indiepoppen springer frem i flere tempoer på GARDENS nyeste single
Foto: GARDENS // Laura Spes (pressebillede)
GARDENS er kendt for deres synht-prægede melodier, lette og drømmende univers, baseret på indie-pop genren. Nu er de tilbage med deres anden single, som blot er optakten til et større arbejde, nemlig deres kommende album!
“Talk” er GARDENS blot anden single, som efterfølger debuten “Waves”, der udkom sidste år. Deres stærke vokaler er sammen med teksten i absolut fokus, mens synth-riffs skaber et eksperimenterende lydbillede. Midt i sangen sker et temposkift, hvor beatet pludselig bliver markant langsommere, inden tempoet igen stiger. De er ikke bange for at lege med både toner og tempo, hele vejen igennem, idet slutningen igen bliver langsommere og næsten nøgent, da instrumenterne knapt er hørbare, og forsangeren Luca’s stemme høres, som kom den ud af en ældre radio.
GARDENS er et 4-mands band fra Wien, bestående af Luca Celine Müller, Peter Benedikt Mathis, Laura Keiblinger og Patrick Stieger. Du kender måske allerede til nogle af medlemmerne, da forsangeren Luca er kendt for hendes grafiske design-arbejde, bl.a. med bandet Ja, Panik’s nyste albumcover, mens Peter Mathis er kendt under kunstnernavnet ‘Peter the Human Boy’, hvorunder han også har produceret indie pop. “Talk” er første sang på GARDENS kommende album, der ser dagens lys til efteråret.
Lyt til nummeret her!